Svær start på året for SAS

SAS har haft en vanskelig start på såvel finansåret 2013/14 som kalenderåret 2014. Det blev understreget i trafiktallene fra januar måned.

SAS fløj ind i 2014 i et nordisk marked med 10 procent overkapacitet og en svagere efterspørgsel end forventet. Det har sat sine spor i trafiktallene for januar måned, hvor SAS i rutetrafikken transporterede 1,663 mio. passagerer, hvilket er en svag nedgang på 0,2 procent i forhold til samme måned sidste år.

Det er dog ikke de få tusinde færre passagerer man skal hæfte sig ved, men i stedet det faktum, at belægningsprocenten faldt med 1,4 procentpoint fra 65,0 til 63,6 procent. Ikke siden kriseåret 2009 har der været så få passagerer ombord i flyene i en januar måned.

“Selvom SAS har fokuseret på at forsvare sin yield, har den forventede udvikling i markedet i det første kvartal af finansåret 2013/14 medført en negativ yield og en lav vækst,“ hedder det i en kommentar til trafiktallene. SAS rapporterer yielden med en måneds forsinkelse, og i december faldt den med 6,9 procent i forhold til samme måned året før.

Trods den svage start på finansåret 2013/14 og kalenderåret 2014 er der dog stadig optimisme af spore hos koncernchef Rickard Gustafson.

“Det er glædeligt, at vi trods på trods af den intensive konkurrencesituation fortsætter med at vokse i vigtige markeder og øger vores samlede trafik. Kunderne vælger SAS, og vi kommer til at værne om dem ved at levere kvalitet og investeringer i vort kundetilbud,“ siger koncernchefen.

Trist trend er ikke stoppet
Chefanalytiker Jacob Pedersen fra Sydbank er ikke imponeret over trafiktallene fra januar måned og fastholder sin “sælg“ anbefaling i forhold til SAS-aktien.

“Trafiktallene fra SAS er svagere, end vi havde forventet med en lavere belægning og en tilbagegang i samtlige geografiske segmenter,“ skriver chefanalytikeren i en aktiekommentar.

Sydbank hæfter sig dog særligt ved, at tilbagegangen i yielden er klart det svageste element i trafiktallene.

“De seneste måneders triste trend er ikke stoppet – tværtimod. SAS oplever generelt en stilstand i trafikken. Samtidig falder belægningen en smule, og yielden er under et massivt pres,“ er den kontante analyse af situationen i SAS som et øjebliksbillede.

I forhold til Sydbanks estimater afviger indtægterne med mindst 100 mio. kroner – eller et trecifret millionbeløb som det udtrykkes.

Trods vurderingen fra Sydbank blev SAS-aktien på Københavns Fondsbørs i løbet af torsdag handlet op til en kurstigning på to procent. Dermed er markedsværdien af det skandinaviske luftfartsselskab lige i underkanten af fem mia. kroner.