Airbus A340-300 (Foto: SAS)

Sydbank: SAS-vækst i august drevet af ferietrafik

SAS vil i morgen præsentere trafiktallene for august måned. Sydbank venter en trafikvækst på otte procent drevet af ferietrafikken. Forventningen er samtidig en belægningsprocent på 79,9, hvilket i givet fald vil være rekord for en august måned.

I august måned sidste år rejste lidt flere end 2,4 mio. passagerer med SAS. Belægningen var samtidig på 78,4 procent, hvilket er i den højere ende af skalaen i forhold til tidligere resultater fra SAS.

I morgen kl. 11.00 vil SAS så løfte sløret for præstationerne i dette års august måned, og ifølge Sydbank skal man vente en vækst drevet af ferietrafikken.

Chefanalytiker Jacob Pedersen hæfter sig ved tidligere udmeldinger fra SAS om en årlig kapacitets vækst på mellem tre og fire procent. Men alligevel forventes en kapacitetsvækst på seks procent for august måned, selvom der så bliver begrænset plads til vækst i regnskabsårets sidste par måneder, hvis det hele skal gå op i henhold til prognosen.

“SAS har vist en fin udvikling i belægningen i de seneste måneder, og vi ser ingen grund til, at det ændrer sig i august, der traditionelt er en stor feriemåned. Vi modellerer en trafikvækst på otte procent båret frem af vækst på feriedestinationerne,“ hedder det fra Jacob Pedersen.

Hos Sydbank venter man også, at SAS sætter august-rekord med en belægning på 79,9 procent. Den hidtil højeste belægning var i 2012, hvor man nåede op på 79,5 procent.

Afventer initiativer til at sikre indtjeningen
Selvom trafiktallene fra SAS altid læses med interesse, er det noget helt andet, der fylder analytikernes hoveder i øjeblikket. SAS

Onsdag den 10. september kl. 08.00 vil SAS nemlig præsentere perioderapporten for finansårets tredje kvartal, hvilket dækker månederne maj, juni og juli. Et periode, hvor flyselskaberne traditionelt set har en relativ stor del af årets indtjening.

Det er ikke så meget resultatet, at analytikerne vil fokusere på. I stedet venter man med spænding på, hvilke konkrete initiativer SAS vil præsentere for at sikre et langtidsholdbart indtjeningsniveau.

“Det kan blive svært at hente yderligere store besparelser på bedre udnyttelse af flyflåde og flyvende personale. I stedet må en stor del af den næste omgang besparelser ligge på yderligere udrulning af Lean-programmer og effektiviseringer på administrationen,“ hedder det fra Sydbanks chefanalytiker.

Men der bliver ikke alene tale om besparelser. Et øget indtjeningsniveau kan også ske gennem offensive markedstiltag.

¨“Vi forventer også, at de nye initiativer vil omfatte indtægtsskabende tiltag med EuroBonus som omdrejningspunkt. SAS arbejder ihærdigt på at øge antallet af EuroBonus-medlemmer, og det kan øge attraktiviteten for kommende samarbejdspartnere i programmet,“ vurderer Jacob Pedersen.