Tæt på 100.000 passagerer i CPH på én dag

For Københavns Lufthavn bød april på en passagerfremgang på knap 13 procent og lufthavnens travleste dag nogensinde.

Den 11. april var der ekstra travlt i sikkerhedskontrollen, i butikkerne og mange andre steder i Københavns Lufthavn. Denne fredag rejste 93.342 passagerer nemlig gennem lufthavnsterminalerne på Amager. Det var lufthavnens travleste dag nogensinde og 3.259 flere passagerer end den hidtidige rekord, der blev sat på den første store rejsedag sidste sommer.
De andre dage i april var der knap så travlt i lufthavnen, men generelt blev april en god måned med en samlet passagerfremgang på 12,8 procent.
Og det kommer bag på Københavns Lufthavn, der havde relativt lave forventninger til april på grund af den sene påske. Det medfører normalt en del ”rejsefattige” dage. Et ekstraordinært stort antal rejsende i påsken og helårseffekten af en række nye ruter medførte dog, at flyselskabernes belægningsprocent steg med 7,2 procentpoint, så tre ud af fire flysæder var fyldte. Det betød, at passagertallet steg med hele 12,8 procent, og at godt 2,2 mio. mennesker rejste igennem lufthavnen, hvilket er rekord for april.
“Det er en overraskende udvikling i forhold til, hvad vore og flyselskabernes oprindelige prognoser sagde, og det er naturligvis positivt, at så mange valgte at rejse omkring påske. Nu må vi se, om den positive udvikling fortsætter,” siger Thomas Woldbye, administrerende direktør for Københavns Lufthavn.
Udenrigstrafikken steg 14,0 procent og transfer steg med 9,4 procent. Indenrigstrafikken steg blot med 0,3 procent, og var dermed modsat resten af trafikken påvirket negativt af helligdagene. År til dato er passagertallet steget med 6,7 procent.