Thai sommer-opruster på CPH-rute

I skolernes sommerferie vil Thai Airways to dage om ugen flyve to gange dagligt mellem København og Bangkok.

Stenrige fremadstormende luftfartsselskaber som Emirates og Qatar Airways fra oliestaterne langs Den Persiske Golf presser i disse år de traditionelle netværksselskaber fra både Europa og Asien gevaldigt på priserne på ruterne mellem Europa og Asien.

Det fik fornylig SAS til helt at nedlægge sin rute mellem København og Bangkok. En rute, som selskabet sidste år ændrede fra at være en helårsrute til at være en vinterrute. Men det var ikke nok til at gøre ruten rentabel og i sidste uge blev den officielt nedlagt, da SAS meddelte, at kapaciteten i den kommende vintersæson vil blive sat ind på at styrke SAS’ USA-ruter fra Oslo og Stockholm.

Hos Thai Airways vil man ikke lade sig kue af mellemøst-selskaberne. Her svarer man igen. Det sker blandt andet ved at holde fast i den sommeroprustning på København – Bangkok, som har været kutymen gennem flere år.

Videre til Bangkok
Således vil selskabets daglige afgang i en periode fra slutningen af juni til midten af august blive suppleret af to aftenafgange på fredage og søndage, så Thai Airways kommer op på ni ugentlige flyvninger med Boeing 777-300ER fly med plads til 348 passagerer.

Til sammenligning har Emirates en daglig afgang med Boeing 777-300ER fly med 426 sæder til Dubai og Qatar Airways flyver hver dag med en 254-sæders Boeing 787-maskine til Doha i Qatar. En meget stor andel af passagererne flyver videre til Bangkok og andre destinationer i Asien. Således har Emirates seks daglige flyvninger mellem Dubai og Bangkok. Flyvninger, som oftest gennemføres med selskabets Airbus A380-fly med plads til mere end 500 passagerer.

Første ekstra sommerflyvning med Thai Airways er den 27. juni, som er de danske skolebørns sidste skoledag. 10. august flyver sommerflyet for sidste gang.

Thai Airways normale Bangkok-maskine afgår hver dag i sommersæsonen fra Københavns Lufthavn kl. 14.25 og ankommer til Bangkok kl. 6.00 næste morgen. Sommer-aftenflyet afgår på fredage og søndage fra Københavns Lufthavn kl. 21.30 med ankomst i Bangkok kl. 13.05 næste dag.