Eurowings og Volotea i nyt samarbejde. (Pressefoto)

To lavprisflyselskaber i nyt samarbejde

Eurowings og Volotea indgår et nyt samarbejde på det tyske marked, hvilket kaster otte nye ruter af sig. Tre af Volotea-ruterne kommer til at udgå fra Hamborg.

Et nyt og opsigtsvækkende samarbejde er indgået mellem to europæiske lavprisflyselskaber. Det drejer sig om spanske Volotea, der opererer fra 19 baser – primært i Sydeuropa – samt Lufthansa-datterselskabet Eurowings, der holder til i den nordlige del af Europa.

De to flyselskaber har fundet sammen om et samarbejde, der går ud på at sælge partnerens flyvninger i egne salgskanaler. Det betyder, at Volotea kommer ind i et nyt marked med otte ruter, der forbinder Tyskland med selskabets baser i Frankrig og Italien, mens Eurowings gennem samarbejdet styrke sit generelle fokus på hele Europa.

Konkret vil der blive samarbejdet om 140 ruter, hvor der ikke er overlap mellem de to selskabers rutenetværk. Omkring 100 ruter opereres af Eurowings, mens Volotea varetager operationerne på 40 af ruterne.

De otte nye ruter starter i løbet af 2023. I slutningen af maj bliver det muligt at flyve fra Berlin til Verona samt til Bordeaux fra både Düsseldorf og Stuttgart. I midten af oktober tilføjes tre nye ruter fra Hamborg til Bordeaux, Firenze og Lyon samt en rute fra Berlin til Lyon samt fra Stuttgart til Nantes. Samtlige nye ruter flyves af Volotea.

Øger markedsmuligheder for begge selskaber
Volotea har været aktiv i Tyskland siden 2019, hvor selskabet i samarbejde med Airbus har opereret flyproducentens interne shuttle-flyvninger mellem Hamborg og Toulouse.

Med samarbejdet vil Volotea gå aktivt ind med regulære ruteflyvninger i det tyske marked, og samarbejdet indebærer, at Eurowings vil kunne forbedre udbuddet til sine passagerer med 40 nye ruter.

“Vi er meget glade for at lancere vores kommercielle aktiviteter i Tyskland med en stærk distributionspartner og vigtig aktør i landet. Den planlagte strategiske aftale med Eurowings er betydningsfuld og unik og dækker mere end 140 ruter uden overlap og signalerer potentialet for et stærkere, langsigtet partnerskab.,” lyder det fra Carlos Muñoz, der er grundlægger og koncernchef i Volotea.

Hos Eurowings glæder koncernchef Jens Bischof sig over, at det nu er muligt at øge markedsmulighederne i det sydlige Europa gennem det nye samarbejde, der skal supplere Eurowings egen indsats i Østeuropa vi basen i Prag samt i Nordeuropa via basen i Stockholm. Sidstnævnte har Eurowings dog begrænset succes med.

 

Relaterede artikler:

Eurowings-chef: Anderledes konkurrence i Stockholm

Eurowings: København er bedste storbydestination

Spansk lavprisflyselskab får debut i CPH (opd.)