Small Planet-fly i Roskilde Lufthavn.

To rejsearrangører afgør flyselskabs fremtid

De litauiske luftfartsmyndigheder vil bevare tilliden til Small Planet Airlines, hvis to rejsearrangører fortsat bakker op. Selskabet flyver Bravo Tours-chartergæster fra Billund.

Det litauiske ACMI- og charterflyselskab Small Planet Airlines er i gang med en rekonstruktion efter at været havnet i finansielle problemer som følge af økonomisk uføre i de polske og tyske datterselskaber.

Small Planet Airlines, som Bravo Tours for nylig valgte som fast leverandør til vinterens charterflyvninger fra Billund Lufthavn, har været genstand for en drøftelse hos de civile luftfartsmyndigheder i Litauen, der er ansvarlig for at vurdere, om selskabet kan opfylde sine forpligtelser.

Ifølge de litauiske myndigheder afhænger tilliden til selskabet af, hvorvidt de to største kunder fortsat vil bakke op. Det skriver The Baltic Course. De største kunder er den litauiske rejsearrangør Novaturas og russisk kontrollerede Tez Tour.

“Hvis Small Planet Airlines fortsætter samarbejdet med Novaturas og Tez Tour i betjeningen af det litauiske marked, ser vi definitivt ingen risiko for kunder og passagerer,” siger Joris Gintilas, der er direktør for de civile luftfartsmyndigheder. “I realiteten er der ingen risiko for passagererne, fordi flyselskabet er en charteroperatør, der ikke sælger billetter. I værste fald må Novaturas og Tez Tour være klar til at indchartre andre flyselskaber.

Domstol afviste beskyttelse
Ifølge de civile luftfartsmyndigheder har Small Planet Airlines fået 30 dage til at præsentere en plan for omstrukturering af forretningen med fokus på selskabets operationer i Litauen. Herunder skal der redegøres for, hvordan gælden fra datterselskabernes aktiviteter kan afvikles gennem en udvikling af den profitable del af forretningen i hjemmemarkedet.

Small Planet Airlines havde i sidste uge forgæves forsøgt at få en regional domstol i Vilnius til at sikre selskabet en udvidet beskyttelse i rekonstruktionsperioden ved midlertidigt at forbyde flyleasingselskaber og rejsearrangører at afslutte deres kontrakter med selskabet eller at lade andre samarbejdspartnere afbryde leverancerne.

Den anmodning afviste retten i fredags. Dermed har samtlige samarbejdspartnere ret til at afslutte deres kontrakter med det kriseramte flyselskab.

 

Relaterede artikler:

Bravo Tours-leverandør i vanskeligheder

Fra ‘mission impossible’ til et kludetæppe

Litauisk flyselskab får skandinavisk base