- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Topchef fra europæisk storlufthavn stopper

John Holland-Kaye træder tilbage som administrerende direktør i London Heathrow Airport efter ni år på posten. Han bliver i stolen, indtil lufthavnen har fundet hans afløser.

London Heathrow Airport var Europas næststørste lufthavn i 2022 med 64,5 millioner passagerer, men den var kontinentets største før coronapandemien.

Der er med andre ord en del at se til, når man sidder i topchef-stolen i den britiske hovedstadslufthavn. Denne stilling har i de seneste ni år været besat af John Holland-Kaye, men han har nu valgt at forlade posten.

Han har således underrettet lufthavnens bestyrelse om, at han agter at træde tilbage som administrerende direktør for London Heathrow i løbet af 2023.

”En ekstraordinær leder af Heathrow”
Bestyrelsen i London Heathrow takker John Holland-Kaye for hans ’enestående lederskab siden 2014, opbygning af et stærkt ledelsesteam, udvikling af en forbrugerfokuseret kultur, forbedring af omkostningseffektiviteten og sat Heathrow på forkant med global luftfarts dekarbonisering’.

”John har været en ekstraordinær leder af Heathrow. I løbet af de sidste ni år har han arbejdet utrætteligt og i samarbejde med aktionærer, ministre, flyselskaber og andre interessenter for at sikre, at landet kan være stolt af sin ‘hoveddør’,” siger Lord Deighton, bestyrelsesformand for London Heathrow.

”Bestyrelsen vil gerne udtrykke sin taknemmelighed til John for hans dedikation og engagement i Heathrow gennem hele hans embedsperiode som topchef.”

Var med til at udvikle udvidelse
John Holland-Kaye har i sin tid på posten som topchef været med til at udvikle planen for Heathrow-udvidelsen, der sikrede en overvældende parlamentarisk godkendelse. Herudover bemærker bestyrelsen, at han med succes har navigeret lufthavnen gennem coronakrisen, og at han har haft fokus på at rette luftfarten mod netto-nul udledning i 2050.

Det bemærkes desuden, at John Holland-Kaye i sin tid som topchef har været med til at sikre London Heathrow en position på top-10 over de bedste lufthavne i verden – vurderet af passagererne. Herudover har lufthavnen blandt andet vundet en pris for årets mest bæredygtige virksomhed.

Gennemgik kaos-sommer i 2022
John Holland-Kaye har dog også været under stort pres i sin tid som topchef. I løbet af sommeren 2022 var der kaos-lignende tilstande i London Heathrow med lange køer og forsinkelser som følge af et misforhold mellem den hastigt stigende rejselyst og antallet af medarbejdere. Det betød i en periode, at lufthavnen var nødt til at sætte et loft over antallet af daglige passagerer.

Bestyrelsen i London Heathrow har nu igangsat et arbejde med at finde en afløser for John Holland-Kaye, der dog bliver på posten, indtil hans efterfølger overtager hans stol.

 

Relaterede artikler:

Heathrow på vej tilbage mod tidligere tiders styrke

Heathrow bekymret for de kommende måneder

IATA-boss om Heathrow-ledelse: ”En flok idioter”