- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Topchef træder tilbage efter lufthavnskaos

Koncernchef Dick Benschop fra Royal Schiphol Group har opsagt sin stilling efter nye kapacitetsudfordringer i den hollandske storlufthavn. Nu skal lufthavnen tilbage til den kvalitet, som passagerer og flyselskaber er vant til.

Amsterdam Schipol Airport, der er en af Europas allerstørste lufthavne, har siden foråret haft massive kapacitetsudfordringer i sikkerhedskontrollen.

Det har afstedkommet, at lufthavnen gennem hele sommeren og i begyndelsen af efteråret har måttet indføre et kapacitetsloft, hvilket har tvunget flyselskaberne til aflysninger.

Lufthavnen har præsenteret flere planer for, hvordan man skal komme problemerne til livs, men trods massive nyansættelser er der stadig kaotiske forhold i den hollandske storlufthavn, og mandag blev det nødvendigt endnu engang med få timers varsel at bede flyselskaberne om at begrænse kapaciteten.

Det har nu fået den konsekvens, at Dick Benschop, der siden 1. maj 2018 har været koncernchef for Royal Schiphol Group, har valgt at fratræde sin stilling. Det meddelte han onsdag aften til lufthavnsselskabets bestyrelse.

Vil ikke stå i vejen 
Bestyrelsen har med øjeblikkelig virkning igangsat jagten på en ny topchef for den hollandske lufthavnsoperatør, og indtil afløseren er fundet, vil Dick Benschop fortsætte i sit virke.

“Meget opmærksomhed og kritik har været rettet mod den måde, hvorpå Schiphol tackler problemerne og mit ansvar som koncernchef. På eget initiativ giver jeg Schiphol plads til at få en ny start. Jeg ønsker ikke, at opmærksomheden på min person skal blive en hindring for Schiphol,” lyder det fra den afgående koncernchef.

Dick Benschop benytter lejligheden til at understrege, at han har gjort sit bedste, selvom lufthavnen endnu ikke er, hvor den ønsker at være.

“Jeg håber, at tingene snart bliver bedre. Jeg elsker Schiphol. Det var en stor ære at lede denne virksomhed.”

Bestyrelsesformand Japp Winter forklarer i en pressemeddelelse, at der gennem de seneste måneder har været en meget tæt dialog mellem bestyrelse og ledelse. Fokus bliver nu rettet på at få Schiphol tilbage med den servicekvalitet, som passagerer og flyselskaber er vant til.

 

Relaterede artikler:

Nye kapacitetsproblemer i Schiphol Airport

For mange passagerer i Schiphol i efterårsferien

SAS sikrer option på 30-sæders elfly