Passagerer foran Amsterdam Schiphol Airport. (Foto: Nancy Beijersbergen | shutterstock.com)

Nye kapacitetsproblemer i Schiphol Airport

Schiphol måtte mandag endnu en gang skære i kapaciteten og aflyse flyvninger, fordi der var udfordringer med at få de rejsende rettidigt igennem sikkerhedskontrollen.

Til trods for at den travleste tid med sommerferierejser er overstået, er der stadigvæk udfordringer med at afvikle den planlagte flytrafik fra Schiphol, der mandag i denne uge måtte aflyse flyvninger med kort varsel.

Aflysningerne har været et tilbagevendende tema i storlufthavnen i løbet af i år, da der ikke har været nok ansatte til at håndtere den store efterspørgsel og rejselyst, som kunderne har udvist i kølvandet på COVID-19-pandemien.

Det er dog ikke kun Schiphol, der har haft den udfordring. Det er hændt i både europæiske og amerikanske lufthavne sommeren igennem, men hvor andre lufthavne i varierende grad er ved at være ovenpå igen, fortsætter genvordighederne tilsyneladende i den hollandske lufthavn.

For få securityansatte
Schiphol oplyser, at lufthavnen mandag måtte bede flere flyselskaber om at aflyse en række flyvninger, der skulle være fundet sted mellem klokken 16.00 og 23.00, hvilket blandt andet betød, at en KLM-flyvning til København blev aflyst.

Årsagen var, at der var færre ansatte på arbejde i sikkerhedskontrollerne, end lufthavnens ledelse havde aftalt med sikkerhedsfirmaerne, og det betød, at passagererne måtte stå i kø og vente på, at det blev deres tur, fortæller Schiphol.

”Efter flere uger med forbedringer, forventede vi fra Schiphol ikke, at det ville være nødvendigt at tage disse foranstaltninger igen. De ansatte i terminalen gør deres bedste for at sikre, at alle kan komme af sted i dag, men desværre er der en risiko for, at rejsende ikke når deres fly på grund af de lange ventetider.”

Har forlænget kapacitetsloftet
I løbet af sommeren indførte Schiphol et kapacitetsloft, der skulle medvirke til, at flyvningerne kunne afvikles som planlagt. Konkret betød loftet, at kun 73.000 passagerer kunne rejse fra lufthavnen hver dag i august.

Sidenhen er loftet blevet forlænget, og derudover er passagerkapaciteten blevet sænket yderligere således, at der vil være 67.500 afrejsende passagerer om dagen i september, mens 69.500 vil afrejse dagligt i oktober.

”Vi beklager, at denne situation er opstået, og vi forstår den skuffelse og frustration, som den skaber hos både flyselskaber og rejsende,” lyder det fra Schiphol oven på mandagens aflysninger.

 

Relaterede artikler:

For mange passagerer i Schiphol i efterårsferien

Icelandair flyver egne bagagefolk til Schiphol

Kapaciteten i Schiphol skal sænkes med 11 procent