Travelmarket med kvartalsoverskud på 1,2 mio. kr.

IT og søgemaskine-virksomheden Travelmarket A/S i Vejle fik i årets første 3 måneder et primært driftsresultat på 1,2 mio. kroner. Samtidig fastholder koncernen sine forventninger til regnskabsåret, der afsluttes den 30. juni 2010.

Det går godt hos selskabet bag den populære rejsesøgemaskine travelmarket.dk. Det er i hvert fald konklusionen, hvis man betragter det kvartalsregnskab, som selskabet offentliggjorde i denne uge.

Regnskabsperioden er det 3. kvartal i selskabets regnskabsår, der går fra 1. juli til 30. juni. Samlet set har omsætningen i koncernen (inklusiv datterselskaber i Norge og Sverige) rundet 18 mio. kroner på de første ni måneder. Det er en svag stigning på knapt 2 % i forhold til samme periode i foregående regnskabsår. Hvad der er mere vigtigt er, at det primære driftsresultat (EBITDA) er forbedret med 5 % til samlet, 1,2 mio. kr. Det giver dermed et samlet driftsoverskud på 1,8 mio. for de første tre kvartaler.

Efter skat er resultatet i 3. kvartal et plus på 432.000 kroner, hvilket er en fremgang på 44 % i forhold til samme periode året før. År til dato er resultatet efter skat et samlet minus på 319.000 kr. Det fremgår bl.a. af periodemeddelelsen, at selskabet har indgået forlig med SKAT omkring afgiftsgrundlaget for elektroniske ydelser. Det betyder, at der ekstraordinært er udgiftsført 191.000 kr. i 3. kvartal.

Forventningerne til hele regnskabsåret er en stigning i omsætningen og et forbedret resultat i forhold til 2008/09 regnskabsåret.

Travelmarket A/S er noteret på NASDAQ OMX First North, der et reguleret marked ejet af Københavns Fondsbørs. På First North er mindre nordiske selskaber noteret.Travelmarket har 114 aktionærer, der samlet er indehaver af 2.750.000 stk. aktier. Hovedaktionærer er bladkongen Richard Bunck (70,8 %) samt selskabets administrerende direktør Ole Stouby (23 %).

Foto: Administrerende direktør Ole Stouby kan være godt tilfreds med koncernens seneste kvartalsregnskab.