Københavns Lufthavn satte i september ny passagerrekord med 3,1 millioner rejsende. Aldrig har så mange rejsende været igennem CPH i en efterårsmåned, og flyenes belægning på 80 procent var den højeste nogensinde.
Op imod 3,1 millioner passagerer rejste gennem Københavns Lufthavn i september, og det var omkring ni procent flere end i samme måned året før.
Dermed blev dette års september den hidtil travleste efterårsmåned i lufthavnens 100-årige historie, og det kunne dronehændelsen den 22, september ikke forhindre, selvom omkring 30.000 passagerer fik deres rejse forstyrret.
“Det har rigtig stor indflydelse på den enkelte rejsende, når ens afgang eller ankomst bliver aflyst, og vi har sammen med flyselskaber og ground handling-selskaberne haft fokus på at hjælpe de berørte passagerer, så de har kunnet kommet godt og sikkert hjem eller af sted igen”, siger Peter Krogsgaard, kommerciel direktør i Københavns Lufthavn.
Højeste belægning nogensinde
Årsagen til det høje passagertal og endnu en månedsrekord bunder i, at flyene er mere fyldte end nogensinde før. og samtidig er rejselysten stadig høj. Den gennemsnitlige belægning på flyene var således på 80 procent, og det er det højeste niveau, der nogensinde er målt i flyene til og fra Københavns Lufthavn.
“Vi ser en solid og vedvarende vækst i passagertrafikken, drevet af en stor interesse for at rejse ud i verden – både blandt ferie- og erhvervsrejsende. Samtidig oplever vi fortsat en stigende tilstrømning af internationale gæster, der rejser til Danmark for blandt andet at opleve dansk hygge og vores internationalt anerkendte gastronomi-scene,” siger kommerciel direktør i Københavns Lufthavn, Peter Krogsgaard.
Ved udgangen af september har næsten 24,5 millioner passagerer benyttet den danske hovedstadslufthavn, og dermed holdes vækstkursen mod en årsrekord på omkring 32 millioner passagerer.
Vækst på 35 procent i transfertrafik
September har været båret af vækst i den internationale transfertrafik på 35 procent sammenlignet med samme måned året før. Det er især rejsende fra Norge, Sverige og Finland, der flyver via Københavns Lufthavn på vej ud i verden. Det understreger den rolle, som CPH gennem mange år haft haft med at være den største internationale lufthavn i Norden.
“Københavns Lufthavn spiller en vigtig rolle som trafikknudepunkt for hele Norden. Vi ser en tydelig tendens til, at flere og flere vælger at rejse via København, og det gælder især vores nordiske naboer. Transferpassagererne styrker både lufthavnens position og tilgængeligheden til internationale destinationer. Det er meget positivt for Danmark, fordi det giver både danskerne og de mange danske virksomheder en tæt forbundethed med hele verden,” forklarer Peter Krogsgaard.
September var også måneden, hvor sydeuropæere fra især Spanien og Italien valgte at flyve til København, og fra disse markeder var der også en del transferpassagerer, hvormed CPH’s rolle som transferlufthavn er stigende.
Relaterede artikler:
Dronekaos i CPH: Fik konsekvenser i resten af landet