Turkish Airlines hiver en bonus-Oscar hjem

Turkish Airlines vippede Lufthansa af pinden og vandt bonusprogrammernes svar på en Oscar, den såkaldte Freddie Award, for bedste europæiske loyalitetsprogram.

Lufthansas Miles & More kan ikke længere smykke sig med titlen som Europas bedste loyalitetsprogram. Efter at have siddet på tronen i to år måtte selskabet pænt aflevere titlen til Turkish Airlines’ Miles & Smiles-program, da bonusprogrammernes svar på Oscar-statuetterne, de såkaldte Freddie Awards, blev uddelt i sidste uge.

Tyskerne kunne dog trøste sig med, at de vandt flere underkategorier. Miles & More er således det europæiske program, der er bedst til at promovere både optjening og brug af point, ligesom de yder den bedste kundeservice til deres loyale kunder.

Men en lille spiller gjorde også en rigtig pæn figur. Således lykkedes det airBaltic og deres BalticMiles at vinde titlen som det europæiske program, der tilbyder medlemmerne de bedste muligheder for at bruge pointene. AirBaltic vandt også den prestigefyldte hæder, som selskabet med det bedste eliteprogram i Europa. Altså guldkundernes foretrukne loyalitetsprogram. BalticMiles kom til verden i 2009.

Mest ansete
American Airlines, der er i betalingsstandsning, kan glæde sig over, at have Nord- og Sydamerikas bedste loyalitetsprogram samt at AAdvantages er guldkundernes favorit.

I Asien og Mellemøsten løb indiske Jet Airways og deres JetPrivilege med sejren. Etihad Airways har det bedste eliteprogram i Asien og Mellemøsten.

Freddie Awards er opkaldt efter Laker Airways’ stifter Freddie Laker, og priserne er de mest ansete hædersbevisninger i bonusprogrammernes verden.

På hotelsiden gjorde Starwood Preferred Guest rent bord og tog alle titler i Europa. I Amerika tog Mariott Rewards alt undtagen titlen som det program, der er bedst til at promovere mulighederne for optjening af point. Den titel gik til Starwood.