Boeing 737-800 fra Turkish Airlines i Københavns Lufthavn. (Foto: Marieke van Hulst Pedersen | Theaviationplatform.dk)

Turkish Airlines med nyt milliardoverskud

Turkish Airlines kom ud af 2024 med endnu et milliardoverskud, mens omsætningen steg med otte procent. I indeværende år vil der fortsat være fokus på operationel effektivitet og markedstilpasning.

2024 blev endnu et godt år for Turkish Airlines, der er at af de flyselskaber, som flyver til flest destinationer i verden.

Således fremgår det af regnskabet fra det tyrkiske flyselskab, at 2024 endte med et nettoresultat på 3,4 milliarder dollar, eller hvad der svarer til 24,1 milliarder kroner. Det var næsten en halvering i forhold til de 6,0 milliarder dollar, der var i overskud i 2023.

Turkish Airlines kom ud af det forgangne år med en samlet omsætning på 22,7 milliarder dollar – svarende til 161,2 milliarder kroner. Det var 8,2 procent højere end i 2023.

Et robust år
I løbet af 2024 transporterede Turkish Airlines i alt 85,2 millioner passagerer, hvilket var 2,1 procent flere end året før. Belægningsgraden faldt med 0,4 procentpoint til 82,2 procent.

Den tilgængelige sædekapacitet steg med 8,2 procent i 2024, og antallet af fly blev udvidet med 12 procent – til nu at have en flåde bestående af i alt 492 fly.

Det robuste resultat for 2024 kom også på baggrund af en markant stigning i den transporterede fragt. Således fløj flyselskabet med 20,6 procent mere fragt end året forinden. Turkish Airlines styrkede desuden sin globale tilstedeværelse yderligere i 2024 ved blandt andet at tilføje Melbourne og Sydney til rutenetværket.

”2024 var et år præget af robusthed, vækst og strategisk fremgang. På trods af et udfordrende driftsmiljø blev momentum bevaret, hvilket bragte Turkish Airlines et skridt tættere på at nå sine mål inden for det næste årti,” siger Murat Sheikha, finansiel direktør hos Turkish Airlines.

Forventer yderligere kapacitetsvækst
I løbet af 2025 forventer Turkish Airlines, at sædekapaciteten vokser med yderligere seks til otte procent. Flyselskabet forventer desuden, at flåden vil vokse til mellem 515 og 520 fly for at styrke konkurrencepositionen på det globale marked yderligere.

Som hidtil vil der fremadrettet var usikkerhed forbundet med geopolitiske spændinger som eksempelvis krigen i Ukraine. Herudover forventes det, at fragtmarkedet normaliseres i løbet af 2025.

Turkish Airlines er optimistisk omkring fremtiden med fortsat flådeudvidelse og planer om endnu flere ruter. Fortsat fokus på operationel effektivitet og markedstilpasning skal sikre vedvarende vækst i de kommende år, lyder det.

 

Relaterede artikler:

Turkish Airlines indsætter A350 på skandinavisk rute

Kæmpe flyordre fra Turkish Airlines forsinkes

Turkish Airlines sigter mod 813 fly i 2033