Air Europa-fly. (Foto: Air Europa | Facebook.com | PR)

Turkish Airlines: Vil ikke øge ejerandel i Air Europa

Turkish Airlines har ikke et ønske om at eje mere end de cirka 25 procent af Air Europa, som flyselskabet står til at overtage. De latinamerikanske Air Europa-ruter er særligt interessante, lyder det.

I august i år blev det officielt, at Turkish Airlines’ bud på opkøb af en minoritetsandel i det spanske flyselskab Air Europa var blevet accepteret.

Star Alliance-medlemmet Turkish Airlines investerer 300 millioner euro – svarende til 2,2 milliarder kroner – i konvertibel gæld. Denne investering svarer til en ejerandel på mellem 25 og 27 procent i Air Europa, der er medlem af SkyTeam.

Der er imidlertid ingen planer fra Turkish Airlines’ side om at overtage en større andel af Air Europa, fortæller Ahmet Bolat, der er bestyrelsesformand i det tyrkiske selskab, til nyhedsbureauet Reuters.

”Vi er ikke interesserede i at eje Air Europa, men vi er interesserede i at samarbejde med Air Europa,” siger han.

Interesseret i Latinamerika
Ahmet Bolat fortæller, at Turkish Airlines er særligt interesseret i de muligheder, som Air Europas tilstedeværelse i Latinamerika giver.

Mere overordnet er formålet med investeringen, at Turkish Airlines vil styrke selskabets position i den globale luftfartsindustri. Selskabet forventer, at investeringen vil øge netværket mellem Spanien og Tyrkiet for både passagerer og fragt, og at det vil medføre flere turister til Tyrkiet.

Skulle Turkish Airlines alligevel få et ønske om at øge ejerandelen i Air Europa, kan flyselskabet kun erhverve op til i alt 49,9 procent, da flyselskaber uden for EU ikke kan eje en majoritetspost i EU-baserede flyselskaber.

Der har været flere bejlere til Air Europa – herunder både Air France-KLM og Lufthansa, men begge koncerner trak sig undervejs. International Airlines Group (IAG), der råder over blandt andet British Airways og Iberia, ejer allerede 20 procent af Air Europa.

Ahmet Bolat oplyser til Reuters, at Turkish Airlines’ forretningsplan for partnerskabet med Air Europa overbeviste både Hidalgo-familien og IAG frem for øvrige bejlere.

Har omkring 4.000 ansatte
Air Europa hører under den spanske turismekoncern Globalia, som er stiftet af Juan José Hidalgo, der fortsat leder familieselskabet.

I 1986 blev Air Europa grundlagt, og selskabet har i dag cirka 4.000 ansatte. Flåden består af i alt 56 fly – herunder 26 Boeing 737-800, to Boeing 737 MAX 8, 10 Boeing 787-8 Dreamliner samt 18 Boeing 787-9 Dreamliner. Flådens gennemsnitsalder er ni år.

Air Europa transporterede omkring 12 millioner passagerer i 2024, og selskabet er Spaniens tredjestørste flyselskab efter Iberia og Vueling.

Madrids Barajas-lufthavn er knudepunkt for Air Europa, der herudover også har baser i Palma de Mallorca og Tenerife North. Selskabet har ruter til destinationer i både Nordamerika og Sydamerika.

 

Relaterede artikler:

Officielt: Bud fra Turkish Airlines er accepteret

Efter milliardlån: Salg af Air Europa er afblæst

Medie: Turkish Airlines interesseret i Air Europa