- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Tysk flyselskab skal flyve indenrigs i Sverige

Det er ikke længere nogen selvfølgelighed, at en indenrigsflyrute opereres af et flyselskab fra det land, hvor ruten hører hjemme.

Således betjener SAS i dag indenrigsruter i Skandinavien med flyselskaber fra Irland og Estland, og inden længe skal svenske BRA til samme øvelse.

Fra starten af sommertrafikprogrammet har BRA (Braathens Regional) hyret det Berlin-baserede German Airways til at flyve på ruterne fra Stockholm-Bromma til henholdsvis Malmø og Gøteborg. Det tyske flyselskab, vil benytte fem 100 sæders Embraer ERJ-190, der bliver opereret på den driftstilladelse, der tilhører WDL Aviation, oplyser BRA i en pressemeddelelse.

Tre af flyene har German Airways i forvejen, mens yderligere to nye fly, der indtil september i år fløj for Copa Airlines Colombia i Sydamerika, kommer til. De nye fly har været indrettet med en business class-sektion på 12 sæder samt 88 sæder i economy class, hvilket også er tilfældet med de eksisterende fly af samme type.

Vi er glade for dette banebrydende samarbejde og er taknemmelige for den tillid, der følger med dette langvarige partnerskab. Braathens er den ideelle partner for at sikre videreudvikling af German Airways på højeste niveau. Dette samarbejde viser, at den fortsatte modernisering af vores flåde er et vigtigt skridt hen imod en succesrig fremtid for German Airways,” siger Elisabeth Jesse, der er kommerciel direktør hos Zeitfracht Group, der ejer German Airways med de to produktionsselskaber.

Skal afløse Avro-fly
At BRA har indgået aftale med German Airways om at flyve på de svenske indenrigsruter, hænger blandt andet sammen med, at selskabet er ved at udfase 10 British Aerospace Avro RJ-fly, der har en gennemsnitsalder på 24 år. Flyene har fire brændstofslugende motorer og passer ikke helt til den grønne profil, som BRA har lanceret i Greta Thunbergs hjemland.

BRA lægger samtidig vægt på, at flyvningerne med German Airways også vil være klimakompenserede, ligesom det er muligt at vælge BRA Miljö Class, hvor det mod et tillæg er muligt at betale for fossilfrit brændstof.

De fem nye fly skal første og fremmest benyttes mellem Malmø og Stockholm-Bromma, hvor der på hverdage vil være op til 13 daglige flyafgange i hver retning med de nye jetfly. Mellem Gøteborg og Stockholm-Bromma er der planlagt fire hverdagsafgange med Embraer E-190 og otte afgange med BRA´s egne ATR 72-600.

Netop på ruten mellem Malmø og Stockholm vil der være nye muligheder for BRA, idet Norwegian den 10. januar 2020 ophører på ruten. Her skulle der i sommertrafikprogrammet 2020 have været gennemført fire daglige flyvninger i  hver retning med 189 sæders Boeing 737 MAX 8.

 

Relaterede artikler:

German Airways ser dagens lys

Fire nye fly til svensk regionalflyselskab

Svensk flyselskab har sat samtlige jetfly til salg