- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Tyske indenrigsflyruter erstattes af tog

Lufthansa sløjfer fem indenrigsflyruter fra Frankfurt og München i det kommende vinterprogram, mens selskabet for nyligt har udvidet samarbejdet med Deutsche Bahn.

Lufthansa og det tyske jernbaneselskab Deutsche Bahn udvidede i slutningen af juli det såkaldte Lufthansa Express Rail-produkt fra 14 til 17 byer i Tyskland og Schweiz.

Produktet giver Lufthansas flypassagerer mulighed for at bruge deres boardingkort til at rejse med tog direkte mellem Frankfurt Lufthavn og de 17 byer, hvor Leipzig, Hannover og Basel i Schweiz i juli tilføjet til som de seneste destinationer.

Lufthansa Express Rail beskrives blandt andet som et mere miljø- og klimavenligt alternativ – i forhold til indenrigsfly – for de passagerer, der skal til Frankfurt for at benytte Lufthansas langruter ud af det store internationale hub.

Ruter med op til 34 ugentlige forbindelser
Togforbindelsen mellem Leipzig og Frankfurt Lufthavn kan der vise sig at blive god brug for i den kommende vintersæson. Lufthansa har i det seneste opdaterede flyveprogram for vintersæsonen nemlig helt valg at sløjfe indenrigsflyruten mellem Leipzig og Frankfurt, hvor der hidtil har været omkring 34 ugentlige forbindelser.

Det er dog uvist, om nedlukningen af Leipzig-ruten er en direkte konsekvens af det udvidede Lufthansa Express Rail-produkt. Nedlukningen hænger formentlig også sammen med den lave efterspørgsel på flyrejser – ikke mindst til oversøiske destinationer – i lyset af coronakrisen. Lufthansa har således ligeledes valgt at lukke fire andre tyske indenrigsruter i vinterprogrammet.

Det drejer sig om ruten fra Münster til Frankfurt, hvor der hidtil har været 27 ugentlige forbindelser, samt forbindelserne fra München til henholdsvis Stuttgart, Nürnberg og Rostock. München-Stuttgart-ruten har hidtil haft op til 34 ugentlige forbindelser i vinterprogrammet, mens der har været 26 ugentlige Lufthansa-forbindelser til Nürnberg og 10 ugentlige til Rostock.

Ekstra rejsetid på et par timer
Den kommende vinter kan passagererne i stedet vælge at tage toget, når de skal til Frankfurt eller München. Det vil eksempelvis for passagerer mellem Münster og Frankfurt eller mellem Stuttgart og München betyde en ekstra rejsetid på et par timer, da flyvetiden på de to ruter er cirka 50 minutter, mens turen med tog tager omkring tre timer.

I den samlede rejsetid med fly skal dog også medregnes tid til transport til lufthavnen, check-in, sikkerhedskontrol mv.

Austrian Airlines går samme vej
I Østrig nedlagde det Lufthansa-ejede Austrian Airlines i slutningen af juli flyruten mellem Wien og Salzburg og udvidede samtidig samarbejdet med de østrigske statsbaner ÖBB, så der fremover vil være op til 31 daglige såkaldte AIRail-togafgange mellem Salzburg centralstation og Wiens internationale lufthavn.

Lukningen af flyruten var ifølge flere medier en betingelse fra den østrigske regering i forbindelse med, at Austrian Airlines modtog en statslige hjælpepakke på 600 millioner euro (4,5 milliarder kroner, red.) i forbindelse med coronakrisen.

I Tyskland omfatter Lufthansa Express Rail-produktet til og fra Frankfurt Lufthavn foruden Leipzig, Hannover og Basel også byerne Aachen, Dortmund, Düsseldorf, Erfurt, Freiburg, Göttingen, Kassel-Wilhelmshöhe, Karlsruhe, Köln, Mannheim, Nürnberg, Stuttgart, Würzburg og Ulm.

 

Relaterede artikler:

Tog erstatter populær indenrigsflyrute

Lufthansa halverer antallet af planlagte flyleveringer

Halvdelen af Lufthansa-flåden flyver i sommer