Lufthansa Airbus A350-900 i München Lufthavn. (Foto: Alex Tino Friedel ATF Pictures/Lufthansa PR)

Lufthansa halverer antallet af planlagte flyleveringer

Lufthansa-koncernen har tirsdag annonceret, at den kun vil tage imod 80 nye fly frem til 2023 og samtidig skal reducere antallet af ledelsesjob med 20 procent.

Den 25. juni blev der afholdt ekstraordinær generalforsamling i Lufthansa Group, hvor der blev stemt for ”stabiliseringspakken” på ni milliarder euro (67 milliarder kroner, red.). En statslig hjælpepakke, som ledelsen fik forhandlet på plads med den tyske regering.

Tilbage i april meddelte den store luftfartskoncern, at flåden på 763 fly skulle reduceres med 100 fly, ligesom lavprisflyselskabet Germanwings skulle afvikles. Tirsdag kunne Lufthansa så annoncere den næste omgang foranstaltninger, der skal redde koncernen gennem coronakrisen og samtidig gøre den i stand til på et senere tidspunkt at tilbagebetale milliardlånet.

Lufthansa vil således reducere antallet af ledende stillinger med 20 procent, mens koncernen kun vil tage imod 80 nye fly fra sin nuværende ordrebog frem til 2023. Det lavere antal flyleveringer vil reducere udgifterne til nye fly med 50 procent, oplyser Lufthansa i en pressemeddelelse. Herudover skal der nedlægges 1.000 administrative stillinger.

I begyndelsen af juni forpligtede Lufthansa sig til en omfattende omstrukturering af koncernen med betegnelsen ”ReNew”, der skal gøre den i stand til at klare sig gennem coronakrisen.

Kæmpeoverskud af medarbejdere
I juni sagde en talsmand for Lufthansa, at luftfartskoncernen har et overskud på 22.000 fuldtidsstillinger som følge af coronapandemien. Dette svarer til cirka 26.000 ansatte. Koncernen har i alt 138.000 ansatte.

”På grund af den langsigtede effekt af coronapandemien, som er særlig alvorlig for luftfart, er der beregnet et personaleoverskud på mindst 22.000 fuldtidsstillinger i Lufthansa Groups selskaber – selv i perioden efter krisen,” skriver Lufthansa i tirsdagens pressemeddelelse.

”Næsten alle flyselskaber over hele verden er i øjeblikket påvirket af personaleoverskud. I modsætning til mange af sine konkurrenter, vil Lufthansa fortsat undgå fyringer, hvor det er muligt.”

Lufthansa vil begrænse antallet af tvungne afskedigelser ved at lave aftaler med medarbejdernes fagforeninger. Der kan være tale om en ordning om deltidsarbejde og andre tiltag for at reducere personaleomkostningerne. Lufthansa oplyser, at forhandlingerne med fagforeningen UFO, der repræsenterer kabinebesætningsmedlemmerne, indtil videre kun har været en succes.

 

Relaterede artikler:

Halvdelen af Lufthansa-flåden flyver i sommer

Lufthansa og Turkish Airlines afvikler tysk flyselskab

Lufthansa vil nedlægge op til 22.000 fuldtidsstillinger