- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Udfordrende første kvartal for Air France-KLM

Air France-KLM fik en svær start på året med et driftsunderskud på over 300 millioner euro i første kvartal. Det begrundes blandt andet med højere brændstofudgifter.

De tre første måneder af året var ikke en positiv oplevelse for Air France-KLM.

Den store fransk-hollandske luftfartskoncern kom således ud af første kvartal med et driftsunderskud på 303 millioner euro, eller hvad der svarer til 2,3 milliarder kroner. I samme periode sidste år kom koncernen ud med et underskud på 118 millioner euro (881 millioner kroner, red.).

Air France-KLM meddeler i sin beretning fra første kvartal, at højere brændstofomkostninger og hårdere priskonkurrence er årsager til et udfordrende første kvartal. Luftfartskoncernens omsætning faldt med 1,9 procent, og salget kunne dermed ikke holde trit med den forøgede kapacitet på 2,3 procent i januar, februar og marts.

Bedre koordinering af flyselskaber
Luftfartskoncernens aktier er faldet med cirka tre procent i forbindelse med fremlæggelsen af regnskabet for første kvartal. Men Air France-KLM kæmper for at komme tilbage på sporet, hvilket blandt andet vil ske ved bedre koordinering af netværk og flåder på tværs af Air France og KLM.

”Det første kvartal har været udfordrende for den europæiske luftfartsindustri, herunder Air France-KLM-koncernen. Væsentlig kapacitetsvækst i branchen uden for business-højsæsonen førte til tryk på enhedsomsætningen,” siger Benjamin Smith, koncernchef i Air France-KLM. Han tiltrådte stillingen i september sidste år og forlod dermed Air Canada.

Regningen for brændstof steg med 140 millioner euro til 1,2 milliarder euro (ni milliarder kroner, red.) i første kvartal, meddeler Air France-KLM. Driftsresultatet for første kvartal er i øvrigt en del værre end de 251 millioner euro (1,9 milliarder kroner, red.), som analytikerne forventede fra Air France-KLM i årets tre første måneder.

Air France-KLM melder, at der indtil nu er gode udsigter for salget af langdistancebilletter hen over maj og juni. Indtil videre har koncernen solgt én procent mere i forhold til samme periode sidste år.

Driftstab i Transavia
I løbet af første kvartal fik Transavia – lavprisflyselskabet under Air France-KLM – en nedgang i omsætningen på 3,5 procent i forhold til året før. Selskabet fik en passagerfremgang på 7,4 procent, men det kunne ikke holde trit med en udvidelse af kapaciteten på 11,4 procent i første kvartal. Transavia fik et driftsunderskud på 71 millioner euro, eller hvad der svarer til 530 millioner kroner. I samme periode sidste år var underskuddet på 56 millioner euro (433 millioner kroner, red.).

Benjamin Smith pointerer i kvartalsberetningen, at der er fremgang hos Air France i forhold til punktlighed og kundetilfredshed – og mindsker dermed hullet til KLM.

Det er ikke kun Air France-KLM, der har haft et svært første kvartal i år. Forleden meddelte Lufthansa Group, at koncernens tre største selskaber, Lufthansa, SWISS og Austrian Airlines, samlet set landede et driftsunderskud på 160 millioner euro (1,19 milliarder kroner, red.) i første kvartal af indeværende år.

 

Relaterede artikler:

Air France-KLM runder 100 millioner passagerer

Den hollandske stat øger ejerandel i Air France-KLM

Air France løfter sløret for vinternyheder

Ny KLM-rute til Mellemamerika

Lufthansa sætter Eurowings-vækst i stå