- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Udfordringer for ny ruteudviklingschef i CPH

Fratrædelser i ruteudviklingsafdelingen har betydet, at CPH´s nye ruteudviklingschef skal i gang med at sætte et nyt hold.

Der er udfordringer nok for 45-årige Morten Mortensen, der 1. marts tiltrådte som ny ruteudviklingschef i Københavns Lufthavn. Han afløser Ole Wieth Christensen, der overraskende blev afskediget i oktober måned sidste år.

Morten Mortensen havde knap nået at sætte sig til rette i stolen, før rutekonferencen Routes Asia kaldte fra den 6. til den 8. marts i Filippinernes hovedstad, Manila.

Dermed har den nye ruteudviklingschef fået en flyvende start, selvom de ressourcemæssige udfordringer tårner sig op i kontorerne på Lufthavnsboulevarden 6, hvor afdelingen har til huse. Der er også en tung arv at løfte efter forgængeren Ole Wieth Christensen, der skabte et team af medarbejdere, der flere gange er blevet kåret som verdensmestre i ruteudvikling.

Mangler tre medarbejdere
Det er på personalesiden, at den nye ruteudviklingschef i første omgang skal sætte ind. I slutningen af januar måned opsagde senior-ruteudvikler Majid Khan sin stilling i CPH for at søge nye udfordringer hos konkurrenten i Oslo Lufthavn. Med Majid Khan forsvandt fem års erfaring og kontakten til flyselskaberne i Mellemøsten og Afrika.

I februar kom endnu en opsigelse. Det var Katja Jung Rasmussen, der opsagde sin stilling som Key Account Manager i ruteudviklingsafdelingen, hvor hun havde ansvaret for Star Alliance, Skyteam samt lavprisflyselskabet Ryanair. Den 1. april tiltræder hun i en stilling hos pensionsselskabet PFA.

Samtidig er Oliver V. Wormslev Petersen, der er senior-ruteudvikler med ansvaret for lavprisflyselskaber og chartertrafik i øjeblikket på barselsorlov.

Endelig har Københavns Lufthavn på tragisk vis mistet Lars Korup, der var ruteudviklingsansvarlig for cargo-flyselskaberne. Lars Korup afgik ved døden i februar måned.

Dermed har ruteudviklingsafdelingen i løbet et blot et halvt år mistet værdifuld erfaring, og tilbage er en lille håndfuld nøglemedarbejdere, der i dag har ansvaret for henholdsvis SAS og Norwegian samt den interkontinentale trafik.

“Den vigtigste opgave for mig er naturligvis at finde afløsere til afdelingen. Det er meget dygtige medarbejdere, som skal erstattes, og derfor er vi i gang med at se på, hvordan vi bedst får fat i de helt rigtige kompetencer. Det kan både være internt og eksternt. Det er afgørende for mig, at vi får de bedste folk, og det er jeg helt tryg ved også vil lykkedes,” siger Morten Mortensen til CHECK-IN.dk.