Udsigt til boom i svenske charterrejsende i CPH

Efter et hårdt 2016 med ID-kontrol mellem Danmark og Sverige, forventes tæt på en fordobling i andelen af svenske chartergæster i Københavns Lufthavn.

Mens SAS ligger flere nye ruter i kurvene hos Oslo Gardermoen og Stockholm Arlanda-lufthavnene end i Københavns Lufthavn, så øger flere charterarrangører deres udbud i CPH. En af dem er TUI, der indsætter flere og større fly fra CPH til især de oversøiske destinationer i både sommersæsonen 2017 og vintersæsonen 2017/2018.

Og det er der en god grund til. For mens hver fjerde TUI-gæst, der rejste fra CPH i 2016, havde købt sin rejse i Sverige, så har det ændret sig markant i år.

”Fra at et flertal af vores rejsende fra Kastrup har været danske kunder, så er nu mere end halvdelen svenskere på vores langdistancedestinationer,” siger TUI’s nordiske informationschef, Mathias Bergendahl, til Flygtorget.

Mere dansk
Hos den anden store aktør på det sydsvenske marked, Spies, havde 12 procent af de rejsende fra Kastrup – som lufthavnen konsekvent bliver kaldt i svenske medier – i 2016 købt deres rejse i Sverige. Sådan er det ikke i år.

”I denne sommer kommer cirka 20 procent af vores gæster fra København fra Sydsverige,” forklarer kommunikationschef Torben Andersen fra Spies.

At andelen af svenskere hos Spies er mindre end TUIs, har kommunikationschefen en god forklaring på.

”Det skyldes nok det faktum, at Spies navnet er mere dansk end TUI – og ikke mindst at vi har flere egne fly til flere destinationer fra Malmø end TUI,” pointerer Torben Andersen.

Kontrol afskaffet
Fra januar 2016 frem til starten af maj i år skulle alle rejsende med tog, bus og færge fra Danmark til Sverige vise ID. Nu er kontrollen blevet afskaffet og de svenske charterrejsende kan igen tage toget fra Københavns Lufthavns underjordiske perroner til Lund, Landskrona eller Hyllie, når de kommer tilbage fra en uge eller to på Mallorca eller Gran Canaria.

I 2016 solgte de danske charterarrangører i alt 140.000 rejser i Sydsverige med afrejse fra danske lufthavne. Et lille fald på omkring 3,5 procent i forhold til året før. Når faldet ikke har været større, så skyldes det sandsynligvis, at mange svenske charterrejsende har valgt at tage Volvo’en til lufthavnen – sådan som deres danske rejsefæller ofte også gør. Og så har ID-kontrollen heller ikke gjort livet nær så surt for de charterrejsende, som det har for pendlerne.

“Rejsende fra lufthavnen var noget mindre påvirkede af grænsekontrollen end pendlerne, da man jo i forvejen havde sit pas med sig og skulle stå af i lufthavnen. I modsætning til pendlerne, der har skulle skifte i lufthavnen,” forklarer TUI’s danske kommunikationschef Nikolai Johnsen til CHECK-IN.dk.
 

 

Relaterede artikler:

ID-kontrol gavner indenrigsrute