Udsigt til nye strejkedage hos Iberia

Den spanske pilotforening SEPLA vil fortsat bruge strejkevåbnet i protest mod etableringen af det nye lavprisflyselskab Iberia Express. Iberia er tvunget til at aflyse 19 interkontinentale flyafgange og et større antal indenrigs- og europæiske flyafgange den 9. og 11. januar.

Iberia-piloter organiseret i den spanske pilotforening SEPLA gennemførte den 18. og 29. december strejker, der betød i hundredevis af aflysninger i den spanske flytrafik.

Nu er nye faglige aktioner på vej, idet piloternes organisation har varslet strejker den 9. og den 11. januar.

Det har fået Iberia til allerede nu at annullere en række oversøiske flyvninger på de berørte dage. I alt 19 interkontinentale flyafgange er blevet aflyst indtil videre, mens et større antal flyafgange på indenrigsruter og europæiske ruter vil følge efter de kommende dage.

Det er destinationerne Bogotá, Buenos Aires, Lima, Mexico City og Sao Paulo i Latin- og Sydamerika, der vil blive berørt af aflysningerne. Men også to afgange på Madrid-Miami ruten vil blive påvirket af strejkeaktionerne.

Brud på kollektivaftale

Pilotforeningen SEPLA mener atden kommendeetablering af det nye lavprisflyselskab Iberia Express er et brud på den kollektivaftale, der blev indgået som et led i fusionen af Iberia og British Airways i det fællesejede selskab International Airlines Group (IAG).

I forbindelse med de varslede strejkedage har Iberia anmodet regeringen om at sikre en minimumservice, der betyder at De Kanariske Øer og De Baleariske Øer (Mallorca, Menorcal, Ibiza m.fl.) ikke vil blive berørt. Herudover forventes mellem 30og 50procent af kort- og mellemdistanceruterne også at blive holdt fri af aktionerne.

Listen over aflyste europæiske flyvninger er endnu ikke frigivet, hvorfor der endnu ikke foreligger oplysninger om, hvorvidt afgange til Skandinavien vil blive berørt. Det var dog ikke tilfældet med aktionerne i december måned.