De første to uger med Airbus A380 i CPH har budt på ridser i skroget og forsinkede afgange.
Opmærksomheden var enorm, da EK151 fra Dubai tirsdag den 1. december lidt over middag landede i Københavns Lufthavn. Egentlig var der blot tale om at Emirates havde indsat en ny flytype på den rute, som selskabet har opereret i flere år. Sagen var blot den, at det i manges øjne ikke bare var en anden flytype end den Boeing 777-300ER, som havde betjent ruten indtil dagen før.
Der var nemlig tale om verdens største passagerfly, Airbus A380, der for første gang blev indsat i regelmæssig drift på en rute til og fra Københavns Lufthavn. Og så oven i købet i en særlig to-klasses version, der med 615 passagersæder gjorde den til det passagerfly i verden med flest sæder.
Efter at flyspotterne, VIP’erne og medierne var taget hjem igen, vendte flytypen tilbage dagen efter. Og har gjort det hver dag i nu to uger med en lidt ujævn performance på jorden i CPH.
Lavet en ridse
Kigger man ned over de faktiske ankomst- og afgangstidspunkter for flyvningerne siden 1. december, så vil man se, at flyet ikke har de store problemer med at komme afsted fra Dubai International Airport om morgenen. Her kommer man typisk kun 15-20 minutter senere afsted end det planlagte afgangstidspunkt kl. 8.20. En forsinkelse man hver dag har indhentet på turen op over Mellemøsten og Østeuropa, så flyet næsten alle dage er landet i Københavns Lufthavn før den planlagte ankomsttid klokken 12.20.
Til gengæld kniber det med at komme afsted til tiden fra Københavns Lufthavn. Det planlagte afgangstidspunkt hedder 14.20. Men fra den 2. december frem til og med i går er flyet i fire ud af 14 tilfælde kommet mere end halvanden time for sent afsted.
Helt galt gik det lørdag den 5. december, hvor flyet forlod Københavns Lufthavn klokken 18.20 – fire timer forsinket. Det skyldtes en episode, hvor den ene af de to nye jetbroer, som bruges til at få passagererne ombord på det store fly, havde ramt flyet og lavet en ridse.
En del af hverdagen
For at kunne håndtere det store fly med plads til 615 passagerer, har Københavns Lufthavn ikke blot etableret en ny standplads med to jetbroer. Man har gennemført en større udvidelse af den Finger C, som er dedikeret til langdistanceflyvninger, så den har fået tre ekstra gates og et nyt stort venteområde for enden af den oprindelige finger.
De første to ugers erfaringer med at få så mange passagerer gennem den centrale del af lufthavnen, paskontrollen, finger C og gaten er gode.
”Passagererne gør som vi gerne vil have dem til at gøre. Så vi synes selv, at vi er lykkedes godt med både flows og boarding. De første 2-3 dage var der ikke fuld belægning på afgangen. Men det er der nu. Og nu er det blevet en del af hverdagen,” fortæller kommerciel direktør i Københavns Lufthavn, Peter Krogsgaard, til CHECK-IN.dk.
Suge skidt ind
For at kunne håndtere det store fly har Københavns Lufthavn gjort to af sine landingsbaner fire meter breddere i hver side. Airbus A380’erens to yderste motorer hænger nemlig så langt ude, at de ellers ville suge skidt og snavs ind.
Det var tirsdag ikke muligt for CHECK-IN.dk at få en kommentar fra Emirates til de første 14 dages erfaringer med Airbus A380’eren i Københavns Lufthavn.
Foto: Morten Lund Madsen