Bagageområdet i Københavns Lufthavn (Arkivfoto)

Ulovlig arbejdsnedlæggelse forsinkede fly

En overenskomstsstridig arbejdsnedlæggelse blandt forskellige fagrupper i Københavns Lufthavn gav torsdag forsinkelser og aflysninger i lufthavnen. Aktionen førte konkret til 11 aflysninger og 14 forsinkede flyafgange i forbindelse med strejken, der varede fra ca. kl. 10.00 til kl. 13.00.

Københavns Lufthavn blev som ventet torsdag ramt af en arbejdsnedlæggelse blandt forskellige faggrupper med tilknytning til fagforeningen 3F.

Den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse tog sin begyndelse som varslet kl. 10.00 og varede i små tre timer frem til kl. 13.00. I den periode var driften i lufthavnen kraftigt påvirket.

“Lufthavnen drift er påvirket. Vi kører lige nu på det man kan kalde ‘ultra slow-motion’. Det er forskellige faggrupper, der er gået i strejke, bl.a. bagagearbejdere, nogle af de medarbejdergrupper der skal håndtere flyene, rengøring og chauffører til lufthavnens busser,“ fortalte pressechef Søren Hedegaard Nielsen,imens konflikten stod på.

Københavns Lufthavn forsøgte i samarbejde med luftfartsselskaberne at opretholde driften, men kunne alligevel ikke forhindre, at der opstod forsinkelser og aflysninger i et vist omfang.

Status efter aktionen ophørvar 11 aflysninger (heraf 6 afgange og 5 ankomster) samt i alt 14 afgange, der blev forsinkede som følge af arbejdsnedlæggelsen. Forsinkelserne varede i gennemsnit29 minutter.

Udenfor lufthavnen forsøgte aktionerende medarbejdere samtidig at blokere tilkørslen til lufthavnen til stor irritation for tilkørende flygæster og andre.

Arbejdsnedlæggelsen var ifølge en talsmand for de aktionerende 3F-medlemmer sat i værk for at vise solidaritet med de svage grupper på arbejdsmarkedet. Bag denne besked gemte sig budskabet om, at de aktionerende medarbejdere ønsker at vise utilfredsheden med regeringens udspil om fjernelse af efterlønnen.

Foto: Den overenskomsstridige arbejdsnedlæggelse forsinkede bl.a. passagerernes bagage.