- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Uregerlig flypassager spændt fast med gaffatape

En kvinde om bord på et fly fra American Airlines angreb besætningen og forsøgte at åbne en dør under en flyvning. Kabinepersonalet fik vedkommende pacificeret med gaffatape til et flysæde.

Der har den senere tid været et stigende antal rapporter om flypassagerer, der ikke kan opføre sig ordentligt og bliver til fare for flysikkerheden.

Særligt USA har oplevet mange episoder, hvor besætningen må ty til magtanvendelse for at få passagerer til at falde til ro. Og seneste eksempel er fra American Airlines.

Flere medier – herunder Business Insider – har rapporteret om en kvindelig passager, der 6. juli skabte stor utryghed om bord på rute AA1774 fra Dallas til Charlotte i delstaten North Carolina. Passageren havde efter sigende et mentalt sammenbrud, og hun angreb besætningen, bed en kabineansat og forsøgte at åbne den forreste dør midt under flyvningen.

Den uregerlige passager, der sad på Business Class, begyndte sin dårlige opførsel en time inde i den to timer lange flyvning.

Passager bankede på flydør
En anden passager på flyvningen har på det sociale medie TikTok under brugernavnet @lol.ariee fortalt, at kvinden råbte ’jeg er nødt til at komme ud af dette fly’. Herefter skal hun være gået op til en flydør og begyndt at banke på den, mens hun råbte ’du bliver nødt til at lukke mig ud af dette fly’.

De kabineansatte fik spændt passageren fast til et sæde efter at have bidt, spyttet og angrebet besætningen. Kvindens opførsel har tilsyneladende været så ekstrem, at besætningen så sig nødsaget til at binde hende fast med gaffatape bag om ryggen og for munden, som Business Insider viser billede af. Efter landingen mødte politi og medicinsk personale op i kabinen og tog kvinden med.

American Airlines har omtalt hændelsen som et ”potentiel sikkerhedsproblem”, da den uregerlige passager blev voldsom og blandt andet skadede et besætningsmedlem.

”Af hensyn til andre kunders og vores besætnings sikkerhed blev personen tilbageholdt, indtil flyet landede i Charlotte, og vedkommende kunne blive mødt af politiet og beredskabspersonale,” lyder det fra det amerikanske flyselskab.

Nultolerance over for urolige passagerer
Også en anden passager iagttog, hvad der skete under flyvningen til Charlotte, og vedkommende roser en professionel tilgang fra besætningen.

”En forstyrret passager skreg i over en time, var fysisk ude af kontrol og måtte holdes tilbage/tapes fast til hendes sæde. Hun var et mareridt,” skriver Kelly Manion i et opslag på Twitter.

American Airlines har nultolerance over for urolige passagerer, som der har været et stigende antal af i den seneste tid. American Airlines og andre amerikanske flyselskaber har siden årsskiftet rapporteret over 2.500 hændelser med passagerer, der opfører sig dårligt, til de amerikanske luftfartsmyndigheder, FAA.

”Vi bifalder vores besætning for deres professionalisme og hurtige indsats for at beskytte dem om bord,” udtaler American Airlines.

 

Relaterede artikler:

Urolig passager tvang fly til at gå ned

Kabineansat mistede to tænder ved infight med passager

Passager får dom for at smadre toilet på Finnair-fly