En Boeing 737 MAX 8 fra det amerikanske flyselskab Southwest Airlines. Foto: Southwest Airlines

Kabineansat mistede to tænder ved infight med passager

En kabineansat fra Southwest Airlines fik søndag slået to tænder ud af en passager. De amerikanske luftfartsmyndigheder har oplevet en stigning i antallet af passagerer med dårlig opførsel.

Det udviklede sig yderst voldsomt, da et fly fra Southwest Airlines 23. maj var af sted på rute WN700 fra Sacramento til San Diego i delstaten Californien.

En kabineansat blev undervejs angrebet af en passager, der resulterede i, at vedkommende mistede to tænder. Sådan lyder det – ifølge USA Today – i et brev, som fagforeningen for de kabineansatte mandag sendte til topchefen i det amerikanske flyselskab. Håbet er, at Southwest Airlines fremover vil bruge flere sikkerhedsvagter.

”I den forgangne weekend blev en af ​​vores kabineansatte alvorligt angrebet, hvilket resulterede i skader i ansigtet og tab af to tænder,” skriver Lyn Montgomery, præsident for fagforeningen TWU Local 556, i brevet.

”Desværre er dette blot en af mange hændelser. Jeg skriver til dig i dag, fordi vi ikke kan tolerere, at vores elskede kolleger bliver angrebet på en sådan måde, og fordi jeg beder om din hjælp og lederskab til at afslutte disse ydmygelser.”

Passager ignorerede besætningens instruktioner
Ifølge fagforeningen har der været 477 hændelser med passagerer, der har opført sig dårligt, hos Southwest Airlines i perioden fra 8. april til 15. maj 2021. Fagforeningen forklarer, at antallet af hændelser har ”nået et utåleligt niveau”, ligesom passagerhændelserne også blive mere aggressive.

Talsmand for Southwest Airlines, Chris Mainz, bekræfter, at en passager kom i infight med en kabineansat på flyvningen på den amerikanske vestkyst.

”Passageren ignorerede gentagne gange standard-instruktioner under flyvningen og blev verbalt og fysisk voldelig ved landing,” forklarer talsmanden over for USA Today.

Politiet stod klar ved flyets ankomst i San Diego, og passageren kom straks i politiets varetægt. Southwest Airlines understreger, at det ikke tolererer verbalt eller fysisk overgreb på selskabets besætning.

Nultolerance over for dårlig opførsel
Politiet i San Diego har identificeret passageren som en 28-årig kvinde, og hun er blevet sigtet for vold med alvorlig legemsbeskadigelse til følge. Politiet har udsendt en erklæring, hvori hændelsen bliver omtalt.

”Ifølge vidner var der et skænderi mellem en passager og en kabineansat under flyvningen. Under skænderiet slog passageren den kabineansatte og forårsagede alvorlige skader,” lyder det i politiets erklæring.

Fagforeningen TWU Local 556 anmoder Southwest Airlines om at indføre flere sikkerhedsforanstaltninger, da passagerernes opførsel altså er blevet værre. Fagforeningen mener desuden, at de kabineansattes henstillinger til passagererne om at overholde mundbinds-regler i fly ofte bliver misforstået som værende uvenlige.

De amerikanske luftfartsmyndigheder, FAA, har ifølge USA Today oplevet et stigende antal flypassagerer, der opfører sig dårligt. Fra årsskiftet blev der indført en nultolerance-politik gældende under coronapandemien. Siden januar i år har FAA modtaget cirka 2.500 rapporter om uregerlig passageropførsel – herunder 1.900 sager om passagerer, der ikke ville overholde krav om mundbind.

 

Relaterede artikler:

Flere urolige flypassagerer – masker og ikke alkohol

Passager får dom for at smadre toilet på Finnair-fly

1.000 uregerlige SAS-passagerer om året