- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

USA vil øge told på Airbus-fly til 15 procent

Handelsstriden mellem EU og USA om statsstøtte til flyproducenter spidser til. USA truer med at øge tolden på europæiske fly allerede fra 18. marts.

USA vil forhøje toldsatsen på fly, der importeres fra EU, fra 10 til 15 procent. Derved øges presset på EU i en næsten 16 år lang strid mellem EU og USA om statsstøtte til flyproduktion. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

De amerikanske handelsmyndigheder siger dog, at USA fortsat er åben for at nå frem til en løsning med EU om spørgsmålet. Men USA kan ændre holdning, hvis EU indfører egne toldtariffer i forbindelse med en række tvister om statsstøtte, hedder det.

Den højere toldsats på fly fra Europa vil blive indført fra 18. marts 2020, og den vil først om fremmest ramme den store europæiske flyproducent Airbus.

Airbus: Øget told vil ramme USA-flyselskaber
Airbus siger som en reaktion på USA’s planer, at en øget toldsats vil ramme amerikanske flyselskaber, som allerede står over for mangel på fly. Samtidig vil en forøgelse af toldsatsen komplicere bestræbelserne på at nå frem til en aftale mellem parterne i den langvarige tvist.

Airbus vil ifølge Reuters fortsætte drøftelserne med sine amerikanske kunder om at ”afbøde virkningerne af toldsatser i videst muligt omfang”. Den europæiske flyproducent understreger endvidere, at det i sidste ende bliver de amerikanske flypassagerer, der kommer til at betale for øgede amerikanske toldsatser på europæiske fly.

De amerikanske handelsmyndigheder sagde i december, at USA kunne øge toldsatserne op til 100 procent og udsætte yderligere EU-produkter for told. Det skete efter en afgørelse i verdenshandelsorganisationen, WTO, som konkluderede, at EU’s lanceringsstøtte til Airbus-fly fortsatte med at skade den amerikanske luftfartsindustri.

Øget told på fly og whisky
WTO fastslog i oktober sidste år, at USA har ret til at pålægge told for 7,5 milliarder dollar årligt på varer, der importeres fra EU, i forbindelse med sagen mod Airbus.

USA indførte derefter en straftold på 10 procent på de fleste europæiske Airbus-fly samt en toldsats på 25 procent på en række andre produkter, der spænder lige fra ost og oliven til single-malt whisky.

 

Relaterede artikler:

WTO: USA må lægge straftold på Airbus-fly

Trump truer med straftold på Airbus-fly

Luftfartsaftale: EU tager fra USA og giver til Kina