15 år gammel strid mellem EU og USA om statsstøtte til flyproducenterne Airbus og Boeing er eskaleret. Trumps administration truer med straftold på Airbus-fly.
Helt tilbage i 1992 – samme år som Danmark blev Europamestre i fodbold – indgik EU og USA en aftale, der fastlagde rammerne for statsstøtte til både Airbus og Boeing. Alt var fryd og gammen. Indtil 2004, hvor den amerikanske regering beskyldte Storbritannien, Tyskland, Frankrig og Spanien for at yde ulovlig statsstøtte til Airbus.
Det blev startskuddet til en nu snart 15 år lang strid mellem EU og USA med masser af mudderkastning og beskyldninger om ulovlig statsstøtte til de to flyproducenter. For allerede året efter den amerikanske beskyldning, svarede Airbus igen med at beskylde den amerikanske regering for igennem 17 år at have ydet Boeing ulovlig statsstøtte på over 19 milliarder dollars.
Kun blevet værre
Siden da er tingene kun blevet værre – trods flere forsøg fra den internationale handelsorganisation, WTO, på at mægle. Og trods flere afgørelser fra WTO, der har kendt nogle støtteordninger lovlige og andre ulovlige.
Og de seneste afgørelser fra WTO har virkelig bragt sindede i kog på begge sider af Atlanten.
WTO afgjorde nemlig i maj sidste år, at Airbus havde modtaget ulovlig statsstøtte på 22 milliarder dollars til hjælp til lancering af de to langdistancefly, A380 og A350. Afgørelsen gav samtidig den amerikanske regering ret til at pålægge EU-varer straftold som erstatning for de tab, man har lidt. Og her til sommer vil WTO så træffe afgørelse om, hvilke afgifter amerikanerne kan indføre.
Straftold på fly
Og det er så her, truslen om straftold på Airbus-fly kommer ind i billedet.
På trods af, at WTO endnu ikke har afgjort, hvor stor straftolden må være, offentliggjorde den amerikanske administration nemlig forleden en liste over alle de EU-varer, man vil indføre straftold på for i alt 11 milliarder dollars. På listen finder man alt fra ost, marmelade og oliven – til Airbus fly.
Den amerikanske liste indeholder straftold på alle passager- og fragtfly på over 15 tons og alle helikoptere på over 2 tons. Flyskrog og -dele er også på listen. Eneste undtagelse synes at være på fly og flydele til det amerikanske militær.
Trump til tasterne
Og vanen tro var den amerikanske præsident, Donald Trump, ikke sen til at udsende et tweet, hvor han langer ud efter både EU og Airbus. Og samtidig benytter han lejligheden til at slå fast, at EU’s udnyttelse af USA på handelsområdet snart er slut.
The World Trade Organization finds that the European Union subsidies to Airbus has adversely impacted the United States, which will now put Tariffs on $11 Billion of EU products! The EU has taken advantage of the U.S. on trade for many years. It will soon stop!
— Donald J. Trump (@realDonaldTrump) April 9, 2019
Men balladen stopper slet ikke her. For så sent som i marts i år afgjorde WTO nemlig, at Boeing også har modtaget ulovlig statsstøtte, og derfor rumler rygterne nu om, hvilke modtræk EU vil tage, når – eller hvis – amerikanerne indfører straftold på europæiske varer – inklusive fly fra Airbus.
Det er derfor ikke uden grund, at Marie Kasperek, en amerikansk ekspert i transatlantisk handel fra tænketanken Atlantic Counsel, forleden til Vox.com sagde, at situationen minder hende ”om børn i sandkassen, der slår hinanden med de skovle, de egentlig burde bygge sandslotte med.”
Relaterede links:
Donald Trump: Giv Boeing 737 MAX et nyt navn