WTO: USA må lægge straftold på Airbus-fly

USA har fået grønt lys til lægge straftold på fly og reservedele fra Airbus. Det kan ske som et modsvar på ulovlig EU-støtte til den europæiske flyfabrik.

USA har efter en årelang strid med EU fået tilladelse af verdenshandelsorganisationen WTO til at pålægge produkter fra EU straftold for milliarder af dollar. Det kan ske som gengæld for ulovlige subsidier, som EU-lande har ydet til den europæiske flyproducent Airbus.

Ifølge EU-mediet Politico vil afgørelsen betyde, at den amerikanske præsident Donald Trump med stor sandsynlighed snart vil annoncere told på en række europæiske produkter – heriblandt Airbus-fly. Embedsmænd siger til Politico, at USA har fået ret til at pålægge told på europæiske varer for op mod 10 milliarder dollar.

USA har tidligere annonceret, at det vil indføre straftold, hvis det vandt sagen ved WTO i Genève. USA har udarbejdet en liste over EU-eksport til en værdi af i alt 21 milliarder dollar og kan ud fra denne liste vælge produkter, som skal beskattes som et modsvar til EU-subsidierne til Airbus.

Strid mellem EU og USA i 15 år
Kendelsen fra WTO er kulminationen på en årtier lang tvist om, hvorvidt EU-lande ulovligt har støttet Airbus ved at yde subsidierede lån, der er kendt som “lanceringsstøtte” og andre fordele til udvikling af Airbus-flytyperne A350- og A380.

USA beskyldt helt tilbage i 2004 Storbritannien, Tyskland, Frankrig og Spanien for at yde ulovlig statsstøtte til Airbus, og i 2006 indgav USA officielt klagen til WTO over Airbus-subsidier.

En parallel klage fra EU om ulovlige amerikanske subsidier til flyfabrikken Boeing, bliver imidlertid også undersøgt af WTO. Der forventes en afgørelse i denne sag om cirka otte måneder, siger kilder i branchen til Politico.

Den amerikanske straftold truer med at ramme Airbus hårdt, da den vil gøre Airbus-fly dyrere i USA sammenlignet med fly fra ærkerivalen Boeing.

Reservedele rammes også
På listen over produkter, der kan blive pålagt straftold, er også reservedele til fly. Det er ifølge EU-embedsmænd et målrettet angreb for at forstyrre produktionen på Airbus’ samlefabrik for A320-modellen i den amerikanske delstat Alabama.

EU forventer, at sagen mod Boeing vil give EU ret til at gengælde med sine egne toldsatser næste år. EU håber derfor, at man kan få en aftale med USA om samtidig at ophæve toldsanktionerne fra begge parter.

 

Relaterede artikler:

Trump truer med straftold på Airbus-fly

Airbus A220 – made in USA

Boeings klage over Bombardier afvist