- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Uvaccinerede ansatte kaldes tilbage til flyselskab

Efter at have været sendt på orlov uden løn eller omplaceret i andre stillinger, kan 2.200 uvaccinerede ansatte snart vende tilbage til deres tidligere jobs.

COVID-19-pandemien har været en udfordrende tid både for flyselskaberne men også for de ansatte, der i perioder blot har kunne se til, mens grundlaget for deres daglige arbejde forsvandt. En del ansatte blev opsagt, mens andre blev hjemsendt.

Det var dog ikke kun på grund af rejserestriktionerne. Flyselskabet United Airlines var et af de første i USA, der indførte vaccinekrav for ansatte. Det skete den 27. september sidste år. Ud af selskabets 67.000 medarbejdere nægtede omkring 200 at lade sig vaccinere, og de blev derfor fyret.

Herudover var der 2.200 ansatte, der havde enten religiøse eller helbredsmæssige grunde til at nægte. Disse United-medarbejdere kunne enten vælge at blive hjemsendt uden løn eller søge en anden stilling hos flyselskabet, hvor de ikke kom i kontakt med kunder.

Kaldes tilbage
Det var både kabineansatte, piloter og flymekanikere, der nægtede at tage imod de påkrævede vaccine-stik. United Airlines har eksempelvis 13.000 piloter ansat, ud af disse blev seks fyret, fordi de nægtede at lade sig vaccinere, mens 80 blev sendt på orlov uden løn.

Ifølge avisen The Wall Street Journal er det nu blevet bestemt, at alle de 2.200 ansatte, der blev hjemsendt uden løn eller fik et andet arbejde for selskabet, får lov til at vende tilbage til deres tidligere stillinger den 28. marts i år.

Det afhænger dog af, at COVID-19-situationen i USA ikke forværres. United Airlines  vil holde øje med udviklingen, og flyselskabet vil vurdere om det fortsat er sikkert, at have uvaccinerede ansatte på arbejde, hver måned i den kommende tid.

Hjemsendte gik rettens vej
United Airlines’ beslutning om vaccinekrav førte også til, at seks ansatte bad en domstol om at vurdere sagen. Medarbejderne mente ikke, at det kunne være lovligt, at de skulle sendes på ulønnet orlov, når det enten var deres religion eller helbred som gjorde, at de ikke ville vaccineres.

I november sidste år afgjorde en dommer i den amerikanske stat Texas, at United Airlines havde ret til at kræve, at ansatte skulle dokumentere, at de var blevet vaccineret. De ansatte ankede afgørelsen, og i februar i år kom to ud af tre dommere ved en amerikansk appeldomstol frem til, at den texanske dommer bør genoverveje afgørelsen.

Dommerne mente, at to af de United-ansatte ”aktivt bliver tvunget til at krænke deres religiøse overbevisning”. Som følge af appeldomstolens opfordring til at genoverveje afgørelsen har United Airlines bedt om en ny høring, hvor flyselskabets syn på sagen kan blive fremlagt for alle rettens dommere. United Airlines kræver fortsat, at alle nyansatte er vaccinerede.

 

Relaterede artikler:

3.000 coronasmittede hos United Airlines

”COVID-19 har ændret United Airlines for altid”

593 uvaccinerede United-ansatte opsiges