Hovedparten af 67.000 ansatte hos United Airlines er i dag vaccineret. De, der har sagt nej til vaccinen, får ikke lov at fortsætte med at arbejde for flyselskabet.
Et nej til at lade sig vaccinere får nu konsekvenser for 593 medarbejdere i det amerikanske flyselskab United Airlines. Det skriver mediet businessinsider.com.
I begyndelsen af august meddelte det amerikanske Star Alliance-selskab, at alle ansatte sidst i september skulle være vaccineret eller i det mindste have fået det første af to stik, ellers ville de blive afskediget. Dog var der mulighed for at søge om fritagelse af medicinske eller religiøse årsager.
Mandag den 27. september var sidste frist for medarbejderne til at dokumentere, at de har fået det første stik med enten Pfizer-, Moderna- eller Johnson & Johnson-vaccinen, og det var der 593, der ikke kunne.
Har fornemmet modviljen
”Vi ved, at en del af jer har været tilbageholdende med at træffe beslutningen. Men der er ingen tvivl om, at nogle af jer undgår et fremtidigt hospitalsophold eller endda død, fordi du blev vaccineret,” skriver koncernchef Scott Kirby og bestyrelsesformand Brett Hart, ifølge cnbc.com i en besked, der er sendt til alle medarbejdere.
“Det var en utrolig vanskelig beslutning, men sikkerheden for vores team har altid været vores førsteprioritet,” fortsætter Scott Kirby og Brett Hart.
Ifølge en talsmand for United er der både piloter, stewardesser og mekanikere blandt de personalegrupper, der ikke har uploadet et vaccinationsbevis.
Kun nogle få har selv sagt op
Den 22. september fortalte United, at mere end 97 procent af de amerikanske medarbejdere var vaccineret inklusive 20.000 ansatte, der var blevet vaccineret, efter at virksomheden offentliggjorde vaccinationskravet. Ifølge Scott Kirby er det blot en håndfuld medarbejdere, der selv har sagt op som følge af de nye regler.
Ikke alle medarbejdere har accepteret Uniteds vaccinationspolitik. Seks medarbejdere har anlagt sag mod United ved en føderal domstol i Texas. De mener, at flyselskabets vaccinationspolitik er udtryk for diskrimination mod uvaccinerede.
Relaterede artikler:
Grebet strammes om ikke-vaccineret flypersonale