Våd og kold sommer sender danskerne på solrig vinterferie

Det ustadige sommervejr sætter fart under salget af vinterrejserne. Det konstaterer både Star Tour og Apollo, der melder om 10 % bedre salg end samme periode sidste år. Det er især de mere eksostiske rejsemål, der trækker i de solhungrende danskere.

Der er sjældent noget der er så skidt, at det ikke er godt for noget andet. Den danske sommer anno 2011 har været en af de typiske med en uskøn blanding af sol, blæst og byger. Og flere byger.

Og lige præcis det ustadige sommervejr har sat fart under salget af vinterrejserne. Det konstaterer to af Danmarks største rejsearrangører.

Hos Apollo mærker man i høj grad, at danskerne så småt er ved at være tilbage på job, men slet ikke har fået opbrugt deres kvota for sol og varme.

“Det virker som om, mange danskere har opgivet håbet om at få sol og varme i år – i hvert fald inden for Danmarks grænser. Det har givet en enorm efterspørgsel på Last Minute rejser i juli og august, men ydermere ser vi, at rekordmange booker deres vinterrejse i disse dage. Et reaktionsmønster, som vi kan genkende fra de år, hvor efterspørgslen på sommerrejser har været større end udbuddet, og mange er gået forgæves,“ konstaterer Rikke Koks Andreassen, der er kommunikationschef hos Apollo.

Ifølge Apollo Rejser har 10 % flere på nuværende tidspunkt booket en vinterrejse i forhold til sidste år, og bemærkelsesværdigt mange danskere vil have de nye og eksotiske rejsemål.

“Danskerne tager godt imod De Forenede Arabiske Emirater med Dubai som lokomotiv, som Apollo lancerer denne vinter. Også Madeira, som vi for vinteren 2011/2012 har fordoblet vores oplæg på, er mere efterspurgt end nogensinde. Som den tredje opsigtsvækkende trend kan nævnes Jordan, som for alvor nu har vundet indpas, efter at vi har tilbudt destinationen i tre vintersæsoner,” siger kommunikationschefRikke Koks Andreassen.

De Kanariske Øer fornægter sig dog heller ikke, og her er det Gran Canaria og Fuerteventura, som har danskertække. Det er i særdeleshed sports- og familieresortet, Playitas, der trækker.

Også Star Tour har set bestillinger på 10 % over niveauet fra sidste år. Star Tour harallerede solgt halvdelen af sine eksotiske rejser i den kommende sæson.Hos Star Tour vurderer salgsdirektør Stig Elling, at danskerne efter to isvintre og en våd sommer tilsyneladende vil være sikre på sol i vintersæsonen.

“Eksotiske rejsemål, der er rejsemål mere end 7 timers flyvning fra
Danmark, ligger meget højt på salgsstatistikkerne lige nu, og det er helt
sikkert fordi danskerne vil være 100 % sikre på at få fyldt de slunkne
soldepoter på vinterrejsen. Mange er simpelthen ved at være desperate efter
D-vitaminer og lys i øjnene, og det er den tendens, vi mærker på salget af
vinterrejser, og hører mest om fra kunderne, når de køber rejser,“ siger
Stig Elling, salgsdirektør i Star Tour.

Star Tour forventer at sende ca. 40.000 danskere på eksotisk ferie den
kommende vinter, hvilket er 15 % flere end sidste vintersæson.

Blandt vinterens mest populære eksotiske rejsemål er Thailand efterfulgt af Mexico, Kap Verde, Kenya og Cuba. Alle steder med bedre mulighed for sol end på de hjemlige breddegrader.