Et kig ind i kabinen på 2-DEER. (Foto: Kestrel Aviation)

Verdens mest luksuriøse Dreamliner er til salg

Kinesiske HNA Group har sat en luksusudgave af Boeing 787 Dreamliner-flyet til salg. Listeprisen for flyet er 232 millioner dollar plus indretning for mindst 100 millioner dollar.

Verdens mest luksuriøse udgaver af Boeing 787 Dreamliner-flyet er sat til salg, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Flyet med registreringen 2-DEER tilhører den kinesiske koncern HNA Group, som omfatter hoteller, rejsebureauer og flyselskaber og blandt andet ejer privatflyvirksomheden Deer Jet.

Det luksuriøse fly er indrettet med alskens luksus og blot 40 sæder, og det har en listepris på 232 millioner dollar (1,5 milliarder kroner), men hertil kommer interiøret, som typisk koster 90-170 (590-1.120 millioner kroner) oveni, oplyser Boeing.

Ifølge Reuters’ kilder kan HNA Group da også få svært ved at finde kunder til flyet.

“Mange af de store fly er nødt til at blive solgt for to tredjedele eller det halve af den oprindelige pris, fordi den, der køber flyet, har andre holdninger til interiøret. Ingen vil bruge så mange penge for at sidde i en andens seng med en anden pude. De vil have det, som de vil have det,” siger en af Reuters anonyme kilder.

Indretningen tog 2 ½ år
HNAs Aviation Group overtog flyet i 2016. Forinden havde konsulentfirmaet Kestrel Aviation brugt 2 ½ år på at designe og installere flyets luksuriøse interiør i samarbejde med Pierrejean Design Studios and Greenpoint Technologies. Det kostede omkring 100 millioner dollar.

Flyet er i stand til at flyve 17 timer nonstop og er de seneste to år blandt andet blevet brugt af statsledere. For nyligt fløj flyet ifølge Reuters den cambodianske præsident Hun Sen til FN’s generalforsamling i New York.

HNA Groups bestyrelsesformand omkom i sommers
Hvorfor HNA Group vil sælge flyet, har Reuters kilder forskellige bud på. En af dem peger på, at flyet blev sat til salg efter, at HNA Groups 57-årige bestyrelsesformand og medstifter Wang Jian i sommers omkom ved en faldulykke i Frankrig.

HNA Group har hovedkontor på øen Hainan i det sydlige Kina og har en årlig omsætning på 100 milliarder dollars og værdier for i alt 230 milliarder dollars. Koncernen har det seneste års tid været i økonomiske vanskeligheder og har løbende været tvunget til at sælge ud af aktiverne.

Koncernen har mange forskellige forretningsenheder. En af dem er HNA Aviation, der er moderselskab for omkring et dusin flyselskaber. Udover Deer Jet drejer det sig om Hainan Airlines, Tianjin Airlines, Beijing Capital Airlines, West Air, Lucky Air, Yangtze River Airlines, Fuzhou Airlines, Urumqi Air, Beibu Gulf Airlines, Air Changan og Guilin Airlines.

Relaterede artikler:

Topchef i luftfartskoncern styrtet i døden

HNA Group i økonomiske vanskeligheder

Presset kinesisk konglomerat sælger ud i Gategroup