Jamming og spoofing af GPS kan sende fly på afveje. Siden krigen i Ukraine er fænomenet blevet mere udbredt, og nu har man oplevet begge dele i Longyearbyen på Svalbard.
Den mest nordlige lufthavn i verden er Svalbard Lufthavn, Longyear, og herfra er der meldinger om GPS-forstyrrelser, som kan udfordre flys navigationssystemer. Det skriver mediet The Barents Observer.
Mediet bemærker, at et NOTAM (Notice to Airmen, red.) blev sendt ud fra lufthavnen i starten af juli, hvor man advarede om GPS-forstyrrelse. Det er første gang, at lufthavnen har udsendt en melding om, at man har oplevet GPS-problemer.
”Vi modtog underretningen den 8. juli og udsendte øjeblikkeligt en såkaldt NOTAM-advarsel via Avinor,” siger luftsikkerhedsinspektør Renato Panebianco fra det norske Luftfartstilsyn til Svalbardposten.
Herfra lyder det også, at den pågældende NOTAM både advarede om, at jamming og spoofing foregik under 9.500 fod (2.895 meter, red.).
Kan lede fly på afveje
I Longyearbyen er der daglige ruter til både Tromsø og Oslo, og charterfly til krydstogtturister benytter også lufthavnen. Derudover har Norge også redningshelikoptere i lufthavnen.
Både jamming og spoofing kan forstyrre flyene. Mens jamming forstyrrer GPS-signalet, bliver spoofing brugt til at sende falske GPS-signaler, som giver flyene falske positioner.
Det betyder, at de kan blive sendt på afveje, og for piloterne kan det være svært at opdage, at instrumenterne viser en anden position end den, flyet befinder sig på.
Har oplevet forstyrrelser i flere år
Siden 2017 har jamming og spoofing fra Rusland forstyrret den civile luftfart i både det nordlige Norge og Finland samt Østersøen.
Efter Ruslands invasion af Ukraine i 2022 er forstyrrelserne blevet intensiveret. Ifølge The Barents Observer er forstyrrelser, som er set i Øst-Finnmark, for eksempel en effekt af Ruslands elektroniske forsvarssystemer omkring baser på Kolahalvøen.
Samtidig ligger Svalbard i Barentshavet strategisk placeret i farvand, som den nordlige russiske flåde benytter. Men Kolahalvøen, hvor Rusland også har langtrækkende missiler, er mere end 1.100 kilometer fra Longyearbyen. Mere tætliggende er den russiske luftbase Nagurskoye, som ligger 700 kilometer øst for Longyearbyen.
Relaterede artikler:
Har plan for at undgå GNSS-forstyrrelser