I 2024 satte luftfragten rekord i Billund Lufthavn efter en vækst på over 17 procent, og i passagerterminalen nåede man det næsthøjeste niveau i lufthavnens 60 årige historie.
En god slutspurt i november og december var med til at sikre, at Billund Lufthavn kom ud af 2024 med et passagertal, der var det næstbedste i lufthavnens 60 årige historie.
I alt var der 3.898.523 rejsende gennem terminalen i den internationale vestdanske lufthavn, og det var 1,9 procent færre end i rekordåret 2023.
Mens der var passagertilbagegang i hovedparten af sommertrafikprogrammet, lykkedes det at skabe fremgang i november og december, der var de to første måneder i det igangværende vintertrafikprogram. Således var der 222.635 passagerer, der rejste gennem lufthavnen i december, hvilket var 5,5 procent flere end i samme måned året før.
Den spinkle tilbagegang har administrerende direktør Jan Hessellund dog en god forklaring på.
“Gennem 2024 har vi noteret nedjusteringer hos nogle lavprisflyselskaber og generel vækst hos netværksselskaber. Det har december ikke ændret på. Vi ser, at lavprisselskaberne har nået et niveau med destinationer og afgange, som minder om 2019. Samlet set har vi cirka 230.000 færre flysæder hos lavprisselskaberne i år (2024, red.) sammenlignet med året før.”
Ny rekord i luftfragt
På lufthavnens sydside ligger cargocentret, og her har fremgangen været betydelig. Der blev i alt ekspederet 89.589 tons luftfragt, og det var 17,3 procent mere end i 2023. Dermed blev 2024 det bedste år nogensinde for luftfragt i Billund Lufthavn.
“Vi forventede ved indgangen til 2024 at vækste forretningen for luftfragt. Og med de rekordhøje 89.589 tons i 2024 er den mission til fulde lykkedes. Baggrunden for væksten skal findes hos alle de operatører, der benytter lufthavnen. Og i særdeleshed hos Maersk Air Cargo, som i årets løb har tilføjet to store Boeing 777-F fly til deres base her i Billund,” forklarer Jan Hessellund.
Med dette resultat er optimismen til at tage at føle på i Billund Lufthavn, der imødeser et 2025 med fortsat vækst i luftfragt samt en stabilisering af passagertrafikken.
“Vi står et rigtig godt sted på vej ind i 2025. Der er medvind til den måde, vi arbejder på. Vi forventer ikke, at konkurrencen bliver mindre i 2025, og det er vores klare ambition at fastholde det nuværende høje niveau på passagertallet, mens det er vores forventning, at luftfragt igen vækster i 2025,” lyder det fra Jan Hessellund.
Relaterede artikler:
Tæt på fire millioner passagerer i Billund Lufthavn