En Bombardier Global Express. Foto: Wo st 01, CC 3.0

Vil forbyde private jetfly i Storbritannien fra 2025

Det britiske arbejderparti Labour vil sætte en stopper for private flyvninger med fossilt brændstof til og fra Storbritannien fra 2025.

Hvis Labour kommer til magten i Storbritannien kan det få store konsekvenser for den britiske privatflyvning med jetfly drevet af fossilt brændstof.

Det britiske oppositionsparti har således luftet planer om at forbyde private jetfly fra britiske lufthavne allerede fra 2025, såfremt partiet kommer til magten efter næste parlamentsvalg.

’Multimillionærerne og milliardærerne, der rejser med privatfly, gør store skader på klimaet, og det er resten af ​​os, der lider under konsekvenserne. En udfasningsdato for brug af private jetfly med fossilt brændstof er et fornuftigt forslag,’ lyder det ifølge den britiske avis The Guardian i et opslag på Twitter fra Labour-parlamentsmedlemmet Andy McDonald, der også er sekretær i skyggekabinettet for transport.

Vil indgå dialog med luftfarten
Forslaget kommer, efter en rapport fra tænketanken Common Wealth har belyst mængden af kulstofemissioner fra den britiske luftfartssektor. Ifølge rapporten blev der foretaget 128.000 flyvninger med private jetfly mellem lufthavne i Storbritannien og EU i 2018. Det svarer til seks procent af hele den britiske luftfartstrafik. Herudover blev 14.000 flyvninger foretaget til lufthavne uden for EU.

Flyvningerne med private jetfly til og fra Storbritannien udgør ifølge rapporten cirka én million ton kulstofemissioner hvert år. Det svarer til emissionerne fra cirka 450.000 almindelige biler på de britiske veje, lyder det. Common Wealth er en britisk tænketank, der har tætte forbindelser til blandt andet Labours partileder, Jeremy Corbyn.

Labour vil studere rapporten nøje, for derefter at indgå dialog med luftfartsindustrien om at finde en dato for udfasning af privatfly, der bruger fossile brændstoffer.

I rapporten lyder det desuden, at en passager i et privatfly inden for Europa repræsenterer syv gange så stor en kuldstofudledning som en passager på business class i et almindeligt passagerfly. En rejse i privatfly er cirka 150 gange mere skadeligt for klimaet end en rejse i et højhastighedstog, lyder det desuden.

Forbud skal fremme udvikling af elfly
Op imod 40 procent af alle private flyvninger gennemføres uden passagerer, skriver The Guardian. Dette sker imidlertid for at positionere flyene til fordel for kunder og virksomheder. Når privatflyene er fulde, er der normalt ikke mere end fem passager om bord i gennemsnit.

Et forbud mod private jetfly skal fremme udviklingen af elektriske fly, håber Common Wealth. Flere producenter af fly investerer løbende i udviklingen af elektriske fly, men ifølge tænketanken går det for langsomt.

Næsten halvdelen af den britiske trafik med privatfly foregår til og fra fem lufthavne ved London. Luton-lufthavnen nord for den britiske hovedstad er den travleste med 15.000 afgange med privatfly i 2017. Herefter følger Farnborough, Biggin Hill, Stansted og Northolt.

 

Relaterede artikler:

Roskilde Lufthavns største hangar åbner for business-fly

Får verdens største private jetfly i gave

Elektriske fly mellem London og Amsterdam