- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Vil narkoteste luftfartsansatte

De indiske luftfartsmyndigheder ønsker årligt at narkoteste fem procent af de ansatte i luftfartsindustrien. Forslaget bliver mødt med skepsis af de ansatte.

Er det en god idé systematisk at narkoteste de ansatte i luftfartsindustrien?. Det er der uenighed om i Indien, hvor et forslag fra direktøren for Directorate General of Civil Aviation (DGCA) om at indføre sådanne test, får bølgerne til at gå højt.

På ledelsesniveau bliver der talt pænt om forslaget, mens de ansatte mener, at obligatoriske narkotest vil mistænkeliggøre dem og sætte dem under yderligere pres, skriver newindianexpress.com.

Hvis det står til luftfartsmyndighederne, skal ansatte fremover testes for, om de har indtaget stoffer som amfetamin, metamfetamin, cannabis, kokain, opioider, barbiturater, benzodiazepin, MMDA og ecstasy.

Skal aflevere urinprøve
For øjeblikket undersøges personalet rutinemæssigt for brug af alkohol gennem åndedrætstest. Det er denne kontrol, der fremover skal suppleres med test for brug af narko.

”Der vil blive testet på urinprøver indsamlet fra tilfældigt udvalgte medarbejdere,” lyder det fra DGCA.

Fem procent af de ansatte skal testes i løbet af et år, og testprogrammet kommer til at ramme meget bredt. Det bliver både flypersonale, flyveledere, flymekanikere, certificeringspersonale, instruktører og andre, der skal sige ja, hvis de bliver bedt om at aflevere en urinprøve.

Forbruget er stigende
Arun Kumar, der er direktør for DGCA siger til newindianexpress.com:

“Test for narko er almindelig praksis i udlandet. Det er på tide, at vi også introducerer det hos os, da forbruget af stoffer her i landet er stigende. Vi ønsker at introducere testprogrammet af hensyn til sikkerheden.”

Lufthavnsdirektør i Belagavi Airport, Rajesh Kumar Maurya, kalder idéen god og siger, at det vil øge passagerernes sikkerhed.

Sætter yderligere pres på piloterne
Pensioneret pilot og instruktør Mohan Ranganathan mener, at forslaget under de nuværende omstændigheder vil sætte piloter under yderligere pres.

Han frygter, at medicin ordineret mod andre sygdomme kan indeholde stoffer, der kan have indflydelse på resultaterne af sådanne test.

En ældre anonym pilot mener, at et sådan forslag vil ødelægge tilliden mellem myndighederne og piloterne.

”Piloten er chefen for flyvningen og skal behandles med respekt og værdighed og ikke betragtes med mistænksomhed,” siger han.

 

Relaterede artikler:

Ansatte i flyselskab mistænkt for narkosmugling

Norwegian-pilot var påvirket af kokain og alkohol

Nye EU-regler om piloters mentale sundhed