Vind et fly

Det norske lavprisflyselskab Norwegian gennemfører i øjeblikket en “viral-kampagne“, hvor man kan vinde en flyrejse for 40 personer.

“Vind et Norwegian-fly for dig og 40 venner!“. Det er det simple budskab i en “viral-kampagne“, som lavprisflyselskabet Norwegian i øjeblikket afvikler sammen med Kitchen Reklamebureau. En viral-kampagne udføres typisk på internettet og er kendetegnende ved, at budskabet skal brede sig lynhurtigt på samme måde som en “virus“.

Konkurrencen løber i perioden 10. maj til 10. juni og går ud på, at brugerne på en særlig hjemmeside skal tilmelde sig som “kaptajn“ på et fly til en valgt destination. Her skal man invitere 40 venner til at deltage i flyturen, men der er kun mulighed for at vinde, hvis alle 40 venner registrerer sig på hjemmesiden.

Norwegian fly

En flyrejse for vinderen og 40 ledsagere er præmien i en stor konkurrence hos Norwegian

Præmien er en eksklusiv flyrejse for vinderen og de 40 ledsagere med udrejse kl. 06.00 om morgenen den 20. juni og retur inden midnat samme aften. Vinderen bestemmer selv rejsemålet ved registreringen til konkurrencen.

Kriterierne for at vinde er at give den bedste begrundelse for at rejse til den pågældende destination. Begrundelsen vurderes af en dommerjury bestående af repræsentanter fra Norwegian og reklamebureauet.

Ved seneste tjek mandag den 11. marts kl. 21.00 var der tilmeldt i alt860 “flyvninger“ i konkurrencen, hvoraf seneste destination var Oslo.

Link: Vind et fly