Ving Tours: Vi har ikke kigget efter Spies

Pressechefen fra den nystartede rejsearrangør Ving Tours afviser at have kigget efter Spies og andre ved etableringen af brand, design og hjemmeside. Forretningsbetingelserne er dog kopieret direkte fra FDM travel.

Det lykkedes torsdag at få hul igennem til en pressetalsmand for den nystartede rejsearrangør Ving Tours. I løbet af onsdagen forsøgte CHECK-IN.dk at få administrerende direktør Tom Hansen i tale, men han henviste vedholdende til selskabets PR- og reklameafdeling.

Som presseansvarlig for Ving Tours har vi fået kontakt med Per Brix. Han er dog ikke i stand til på sammenhængende vis at redegøre for selve konceptet bag Ving Tours.

“Du må forstå, at jeg ved ikke ret meget om det,“ siger Per Brix.

I et forsøg på at finde ud, hvor mange og hvilke medarbejdere, der er i besiddelse af rejsefaglig ekspertise, svarer Per Brix:

“Der er et par stykker, der har forstand på det, tror jeg.“

Usikkerhed om antal medarbejdere
Det er også svært at danne sig det helt præcise overblik over, hvor mange medarbejdere, der er beskæftiget hos rejsearrangøren i Vallensbæk. Fra selskabets hjemmeside kan man læse, at man har et professionelt call-center bestående af dygtige, eventyrlystne medarbejdere, som alle er kvalificeret til at give den bedste service.

Men indtil videre er detkun lykkedes at træffe den administrerende direktør Tom Hansen, når man ringer på hovednummeret til Ving Tours. Vi spørger derfor pressechefen Per Brix, hvor mange medarbejdere, der er i Ving Tours.

“Som jeg kan se herfra min plads, er der vel en 5 – 8 – 10 stykker.“

Alligevel er det Tom Hansen, der besvarer telefonen ved hvert opkald. “Jamen, vi har et problem i denne uge, da alle gerne vil have ferie i uge 7, men det kan også være tilfældigt, at det har været Tom, der har besvaret alle henvendelser.“

Forelagt det misvisende forhold, at pressechefen først tæller medarbejdere ved kigge sig rundt i lokalet for sidenhen at forklare, at de fleste er på vinterferie, virker ikke særligt troværdigt. “Det var antal pladser, som jeg talte,“ korrigerer Per Brix.

Inspiration fra kolleger
Ving Tours benytter sloganet “Smil, rejs og vær glad“, som må siges at have en meget stor lighed med “Spies, rejs og vær glad,“ som Danmarks største rejsearrangør har benyttet i årtier. Også navnet Ving må Spies formodes at have en hævdvunden ret til at benytte gennem mange års markedsføring i Danmark, Norge og Sverige at det stærke brand.

Men Ving Tours afviser at have ladet sig inspirere af Spies. “Det har jeg ikke haft opfattelsen af. Det ved jeg som ikke. Detman kan synes, er at det er flot eller ikke. Andre synes at det er godt, og andre synes at det ikke er. Vi har ikke kigget efter Spies eller nogen andre,“ understreger pressechef Per Brix.

Sidstnævnte påstand holder ikke vand. Generelle vilkår på hjemmesiden er nemlig kopieret direkte fra FDM travel, idet 98 procent af teksten er præcis den samme og med samme formuleringer som i FDM´s Handelsbetingelser. Herudover har Ving Tours et enkelt sted glemt at rette fra FDM Travel til Ving Tours, således at FDM-navnet optræder i Ving Tours´s generelle vilkår.

“Det har jeg ingen kommentarer til,“ siger Per Brix resolut. Det har derimod Jesper Ewald, der er indkøbs- og produktionschef hos FDM Travel.

“Vi er glade for at andre i rejsebranchen anser vore Handelsbetingelser, som gode og præcise, men derfra til at kopiere dem ukritisk og bogstavelig talt set ordret anser vi ikke som god forretningsskik,“ siger Jesper Ewald.

Ving Tours har også smykket sig med lånte fjer ved at indikere i de generelle vilkår, at man er medlem af Danmarks Rejsebureau Forening. Det er ikke tilfældet, hvis man spørger direktør Lars Thykier fra foreningen. Men Per Brix må da også erkende, at man “ikke er medlem endnu“.

Ving Tours hævder stadig, at man vil præsentere koncept og planer ved et pressemøde, som vil blive fastlagt indenfor de næste par uger. I mellemtiden må eventuelle kunder, leverandører og samarbejdspartnere via medierne følge rejsearrangørens noget klodsede anstrengelser for at skabe tillid til forretningsidé, produktporteføljeog organisation.