Widerøe og SAS bytter ruter

Der er tale om et rigtigt ‘route swap’, når norske Widerøe overlader Trondheim-København ruten til SAS, mens SAS bytter med ruten fra København til Kristiansand. Byttet finder sted for at optimere ressourcerne og kapaciteten på ruterne i forhold til udviklingen i efterspørgslen.

Bodø i det nordlige Norge er i dag hovedkvarter for Nordens største regionale luftfartsselskab. Der er tale om det SAS-ejede Widerøe’s Flyveselskap AS, der opererer en flåde af 33 Bombardier-fly af typen Dash 8, hvormed selskabet betjener 35 indenrigsruter i Norge samt 7 internationale destinationer.

En af disse internationaleruter er fra København til Trondheim, hvortil Widerøe hidtil har opereret med et turbopropfly af typen Dash 8-Q400. Men markedet i Trondheim er voksende, og distancen til København er noget længere end til Kirstiansand, hvorfor ressourcerne og flyene udnyttes bedre ved at bytte de to ruter.

SAS råder over kort- og mellemdistanceflyet CRJ900, som selskabet anvender på en række ruter ud af København. Således vil SAS med virkning fra den 30 oktober 2011 overtage ruten mellem København og Trondheim fra Widerøe.

CRJ900-flyet har base i København, hvorfor der vil være tale om en tidtabel med tidlig morgenafgang fra Københavns Lufthavn. “På de mest efterspurgte afgange kan SAS ydermere vælge at opgradere til andre og større flytyper, hvilket er endnu en positiv effekt for kunderne,“ siger Network Manager Jesper Ellborg fra SAS.

Til gengæld for rutebyttet på Trondheim-ruten afgiver SAS ruten fra København til Kristiansand. Denne rute overtages af Widerøe, som således vil operere med Dash-8-kapacitet i stedet for den nuværende CRJ900 fra SAS, der bliver anvendt med opbakning fra en MD80 og en indlejet CRJ200 fra Cimber Sterling.

Tidtabellen er følgende på de to ruter på hverdage (varierer en smule i weekends):

TRD-CPH CPH-TRD
06.00-07.40 08.40-10.15
10.45-12.25 13.00-14.35
15.05-16.45 21.00-22.35 (Lørdag opereres 2 afgange, søndag 4 afgange)

KRS-CPH CPH-KRS
06.10-07.15 08.00-09.05
09.35-10.40 14.25-15.30
16.00-17.05 21.00-22.05 (Lørdag opereres 2 afgange, søndag 3 afgange)

”Det er rigtig positivt, at vi indenfor SAS koncernen har mulighed for at optimere vores ressourcer, som vil komme både vores kunder og SAS til gode,“ siger Network Manager Jesper Ellborg fra SAS.

Han fortæller samtidig, at man er i færd med at opdatere reservationssystemer, således at kunderne får besked om ændringerne direkte fra de respektive luftfartsselskaber eller gennem rejsebureauet i løbet af de kommende dage.