- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Widerøe: Rejs med Norwegian

Widerøe skriver i en kampagne på de sociale medier, at man foretrækker, at der bestilles rejser til selskabet, men at en rejse med Norwegian heller ikke vil være dårligt.

Det norske regionalflyselskab Widerøe igangsatte tirsdag en opsigtsvækkende kampagne på de sociale medier, der er direkte inspireret af Burger King i Storbritannien.

Under overskriften “Reis med Norwegian” forsøger Widerøe at gøre den norske befolkning opmærksom på, at luftfartsbranchen er udfordret af coronakrisen, og at der er behov for, at man støtter flyselskaberne ved at bestille billetter.

“Nej det rabler ikke for os i Widerøe, og normalt ville vi aldrig opfordre dig til at rejse med en af vores konkurrenter. Men luftfartsbranchen lider. Rigtig meget. Så vi vil opfordre dig til at bestille en rejse med Norwegian, med SAS, med KLM, Lufthansa, DAT, Air Leap eller hvilket som helst andet flyselskab, som lider lige nu,” hedder det i annoncen.

Udfordret branche
At annoncen samtidig kommer 48 timer før Wizz Airs entré på det norske indenrigsmarked, hvor det ungarske lavprisflyselskab kan komme til at forstyrre samarbejdet med Norwegian, er nok ikke tilfældigt.

Widerøe-kampagnen, der er inspireret af Burger King.

Dermed kan der reelt være to grunde til, at den norske befolkning skal støtte op om de lidende flyselskaber, der ikke nødvendigvis omfatter Wizz Air.

“Det er en krise for hele luftfartsbranchen, lille eller stor. Og, der er tusindvis af norske arbejdspladser, der er afhængige af, at nordmænd flyver. Så, bestil en flybillet. Planlæg en sen efterårsferie, en lang juleferie, et par vinterferier eller start på sommerferien. Oplev fantastiske Norge med alt, hvad det har at byde på og hjælp med til at redde værdifulde arbejdspladser i sammen ombæring,” står der blandt andet i annoncen.

“En rejse med Widerøe er selvsagt at foretrække, men en rejse med Norwegian er heller ikke dårligt,” lyder opfordringen.

Inspiration fra Burger King
Nederst i annoncen skriver Widerøe en tak til Burger King for inspirationen.

I annoncer i Storbritannien opfordrer den amerikanske fastfoodkæde nemlig til, at man bestiller mad hos McDonalds, KFC, Subway, Pizza Hut og andre fastfoodkæder, der alle er hårdt ramt af den britiske nedlukning som følge af coronapandemien.

Annoncen slutter med opfordringen: “At få en Whopper er altid bedst, men at bestille en Big Mac er nu heller ikke så dårligt.”

 

Relaterede artikler:

Wizz Air annoncerer endnu en base i Norge

Widerøe lukker rute og skærer frekvenser

Norwegian og Widerøe i nyt samarbejde