En Bombardier Dash 8-Q400 fra det norske flyselskab Widerøe. Foto: © Thorbjørn Brunander Sund, Danish Aviation Photo

Widerøe lukker rute og skærer frekvenser

Den norske regering afslutter snart den økonomiske hjælp til Widerøe, og det norske flyselskab ser derfor ingen anden udvej end at lave ændringer i trafikprogrammet.

Widerøe har ligesom øvrige skandinaviske flyselskaber været hårdt ramt af coronapandemien, og det norske selskab bliver nu tvunget til at foretage justeringer i sit rutenetværk.

Ændringerne sker på kortdistanceruterne indenrigs i Norge, og de træder i kraft per 1. oktober 2020. Den direkte rute mellem Skagen/Stokmarknes og Tromsø lukkes, mens der reduceres fra to til én daglig afgang mellem Vadsø og Tromsø, fra to til én daglig mellem Kirkenes og Tromsø, fra fire til tre daglige mellem Florø og Bergen, fra to til én daglig mellem Florø og Oslo samt fra to til én daglig afgang mellem Hovden og Oslo.

”Widerøe er ikke tilfreds med det rutetilbud, som de berørte destinationer får som følge af de justeringer, vi nu skal foretage. Desværre har vi ikke noget valg og er nødt til at tilpasse os de rammebetingelser og efterspørgsel, der til enhver tid gælder,” siger Christian Skaug, kommerciel direktør i Widerøe.

De udbudsruter, som Widerøe betjener på vegne af det norske transportministerium, bliver ikke berørt af ændringerne i denne omgang.

Statsstøtte ophører snart
Widerøe har i flere år kæmpet for at opretholde lønsomheden af de kommercielle kortdistanceruter i Norge, og den fortsat lave efterspørgsel på rejser under coronakrisen har forværret situationen yderligere.

Siden marts har det norske transportministerium sørget for at subsidiere de korte ruter for at sikre betjening af de norske yderområder. Denne hjælp udløber imidlertid fra oktober. Herudover har de norske myndigheder også siden foråret ydet tilskud til nedsættelse af lufthavnsskatter og –afgifter for at hjælpe den kriseramte luftfartsindustri. Regeringen ønsker ikke at forlænge aftalen, der udløber 31. oktober.

Den lukkede rute og de færre frekvenser på kortdistanceruterne skyldes således en kombination af lav efterspørgsel, og at den norske regering snart lukker for pengekassen. At Widerøe allerede nu melder ud om det ændrede trafikprogram, vil ganske givet lægge pres på den norske regering om at fortsætte den økonomiske støtte.

”Vi er et kommercielt selskab, der kæmper for at overleve midt i en pandemi. Uden statsstøtte vil vi desværre ikke være i stand til at opretholde disse ruter, og det er vi oprigtigt kede af,” siger Christian Skaug om det reducerede trafikprogram.

Passagerer, der bliver berørt af rutelukningen mellem Skagen/Stokmarkned og Tromsø, skal i stedet rejse via Bodø, oplyser Widerøe.

 

Relaterede artikler:

Widerøe skærer 4.000 flyafgange på indenrigsruterne

Usædvanligt vejrfænomen satte Widerøe-fly på jorden

Widerøe i samarbejde med Rolls-Royce om nye fly