- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Widerøe vil fokusere på indenlandsk marked i 2021

I resten af 2021 vil Widerøe have fokus på de norske indenrigsruter. I løbet af den kommende sommer forventer flyselskabet at operere op mod 90 procent af 2019-niveauet.

Coronapandemien og tilhørende rejserestriktioner er fortsat en stor del af hverdagen i Norge, hvor grænsen praktisk talt er lukket.

Derfor forventer Widerøe stor efterspørgsel på rejser inden for Norge i løbet af sommeren, da en stor del af nordmændene forventeligt vil holde ferie i hjemlandet. Det regionale norske flyselskab vil derfor have fokus rettet mod indenrigsruterne et godt stykke frem i tiden.

”Den nuværende situation er, at den norske grænse mere eller mindre er lukket, og vi forventer, at det fortsætter i et par måneder,” siger Stein Nilsen, administrerende direktør i Widerøe, ifølge Routes Online.

”Jeg tror, ​​vi vil se det samme mønster i Norge denne sommer, som vi så sidste sommer, hvilket er en meget, meget stærk efterspørgsel på sommerferie i Norge, hvor mange mennesker, der bor i Norge, også planlægger en ferie i Norge. Juli sidste år var en af de stærkeste juli måneder, vi nogensinde har haft, fordi alle planlagde ferie i Norge, og ingen rejste til det sydlige Spanien og Grækenland.”

Vil operere op til 90 procent af 2019-kapacitet
Indenrigsruterne hos Widerøe udgjorde cirka 85 procent af selskabets aktiviteter før coronakrisen, og ruterne gør det tilfredsstillende under pandemien. Flyselskabet får statsfinansieret cirka 40 procent af dets flyvning, da visse ruter betragtes som offentlig transportservice. Norge har mange afsidesliggende byer, hvor alternativer som eksempelvis jernbane ikke er tilgængeligt.

Widerøe forventede, at efterspørgslen på flyrejser ville stige i løbet af foråret, men det har ikke været tilfældet indtil videre.

”Vi forventede en tidlig normalisering efter påske, men efterspørgslen steg ikke. I øjeblikket opererer vi omkring 75-85 procent af kapaciteten fra 2019-niveauet og stiger op til 85-90 procent i løbet af sommeren,” fortæller Stein Nilsen.

Internationale ruter tilbage næste år
Widerøe forventer at tilføje 10 til 12 nye ruter i løbet af den kommende sommer, mens aktiviteterne ud af Norge er stærkt begrænsede. Ruten fra Bergen til den skotske by Aberdeen har fortsat gennem coronakrisen. Herudover forventer Widerøe også at flyve mellem Bergen og London Heathrow senere i år.

Stein Nilsen forklarer, at hver rute løbende vurderes som følge af pandemien og de relaterede rejserestriktioner. Han vurderer, at flyselskabet vil vende tilbage til alle europæiske ruter inden sommersæsonen 2022. ”Vi tror, at denne pandemi vil være en væsentlig faktor gennem vinteren 2021/22,” siger han.

Flåden hos Widerøe består af 40 turbopropfly af typen Dash 8 i forskellige varianter og tre Embraer E190-E2. Turbopropflyene er eminente til at operere på de norske lufthavne, der typisk er små med korte landingsbaner.

 

Relaterede artikler:

Wizz Air i udvidet samarbejde med Widerøe

Widerøe kan være klar med elfly i 2026

Widerøe udskilles fra Torghatten-koncernen