Wings of Bornholm overvejer større kapacitet

Det nye samarbejde mellem flyselskabet Wings of Bornholm og lavprisflyselskabet Norwegian har måske et større perspektiv. Det bornholmske flyselskab har angiveligt planer om at indsætte større fly på ruten mellem København og Bornholm.

Overraskelsen var stor, da lavprisflyselskabet Norwegian tidligere på ugen kunne løfte sløret for et nyt samarbejde med det lille bornholmsk-ejede flyselskab Wings of Bornholm.

På ruten mellem København og Bornholm, der opereres fire gange dagligt med et Saab 340-fly til 32 personer, vil de to selskaber dele salget af billetter på de små fly.

Men kapaciteten på 32 sæder pr. afgang vil nok vise sig at være utilstrækkeligt, når Norwegian sætter sit massive salgs- og markedsføringsapparat i gang. Samlet er der 128 billetter til salg på hverdage – i hver retning. Noget mindre end hvad der kan være i Norwegians Boeing 737-300 fly, der tager 148 passagerer. Samtidig er det en fjerdedel af Cimber Sterlings samlede hverdagskapacitet på 518 sæder i hver retning.

Men noget tyder på, at der er større kapacitet på vej til ruten i det norsk-bornholmske samarbejde. “Vi overvejer til stadighed om den kapacitet vi har indsat på rutensvarer til efterspørgslen i markedet. Jeg kan derfor ikke give dig et konkret svar på dette lige nu, men har forhåbentligt nyt på dette område indenfor den næste uges tid,” siger Henrik Dich,administrerende direktør for Wings of Bornholm, til Boarding.dk.

Han vil dog ikke løfte sløret for, hvordan Wings of Bornholm og Norwegian fordeler antallet af udbudte sæder på indenrigsruten. Men understreger, at der er tale om en løbende fleksibilitet i samarbejdet.

“Wings of Bornholmhar hovedfokus på trafikken mellem Bornholm og København, hvor vi naturligt har allokeret mange sæder til salg på morgenafgangene til hovedstaden. Fra København har Norwegian større fokus. Men vi har en fleksibel aftale, der sikrer, at sæderne allokeres mellem selskaberne i forhold til efterspørgslen. Ringer Norwegian og beder om flere sæder, skal vi nok være behjælpelige i det omfang, det overhovedet er muligt,“ understreger Henrik Dich.

Hovedparten af afgangene er af Norwegian prissat til 149 kr. eller 199 kr. pr. strækning. Der er dog få undtagelser, hvor lavprisflyvning bliver til højprisflyvning. Rejser man ud og hjem 2. påskedag den 5. april koster en returbillet 2.399 kr. købt på Norwegians hjemmeside.

Fototekst: Wings of Bornholm skal dele 128 sæder dagligt med Norwegian på ruten mellem København og Bornholm. Der opereres med en Saab 340 med plads til 32 personer. Nu overvejer selskabet angiveligt at indsætte større kapacitet på indenrigsruten.