British Airways - Boeing 777-200.

​Golf-konflikt splitter brancheorgan

De europæiske flyselskabers sammenslutning har mistet tre af sine største medlemmer og flere udmeldelser kan være på vej i protest mod sammenslutningens kamp mod Golf-selskaberne.

Sammenholdet blandt de europæiske netværksselskaber slår for alvor revner i disse dage. Det er nemlig ikke alle selskaber, der er begejstrede for deres fælles sammenslutnings hårde angreb på Emirates og de andre fremadstormende flyselskaber fra de stenrige emirater langs Den Persiske Golf i Mellemøsten.

Således har British Airways, Iberia og airberlin meldt sig ud af Association of European Airlines (AEA), der er de europæiske netværksselskabers fælles lobbyorgan. AEA taler blandt andet selskabernes sag over for EU-Kommissionen og Europaparlamentet.

Her har man i klare vendinger blandt andet gjort opmærksom på, at man mener, at selskaber som Emirates, Etihad og Qatar Airways skævvrider konkurrencen, da de har næsten uudtømmelige pengekasser med oliepenge i ryggen.

Skrumpe yderligere
Qatar Airways købte fornylig 10 procent af International Airlines Group, der ejer British Airways og Iberia samt lavprisselskabet Vueling. Konkurrenten Etihad har gennem flere år ejet knap 30 procent af airberlin. Og med golf-selskaber i ejerkredsene ønsker de tre flyselskaber altså ikke at være en del af en lobbyorganisation, der bruger en stor del af sit krudt på netop at kritisere netop golf-selskaberne.

“Vi ser ingen fremtid i en protektionistisk flyselskabspolitik i Europa. Tværtimod vil en liberalisering af bilaterale aftaler styrke forholdene og skabe nye og innovative forretningsmodeller til gavn for alle passagerer. Med AEAs nuværende fokus og interesseområder lever de ikke op til disse idéer, men lader sig styre af flyselskaber, der desperat prøver at bygge en ny mur omkring Europa,“ siger airberlins koncerndirektør Stefan Pichler.

“Jeg er overbevist om, at nye investeringer i den europæiske luftfart, for eksempel fra andre dele af verden, ikke kun vil bevare mange arbejdspladser, men endda vil være med til at skabe nye. Større konkurrence giver passagerne et større udvalg og bedre serviceydelser og bidrager på lang sigt til vækst og flere flyforbindelser,“ siger Stefan Pichler.

airberlin vil også fremover være aktiv i flypolitik på europæisk niveau og har nu planer om aktivt at promovere egne initiativer i Bruxelles.

AEA’s medlemmer transporterer hvert år omkring 400 mio. passagerer. Med de tre selskabers exit, så kommer det sandsynligvis ned på lige godt 300 mio. passagerer. Og AEA kan risikere at skrumpe yderligere ind. For få måneder siden købte Etihad nemlig 40 procent af Alitalia, der stadig er medlem af AEA. Men det kan snart ændre sig. Hvis Alitalia trækker sig fra sammenslutningen, så vil dens medlemsskare komme ned på at transportere under 300 mio. passagerer om året. En reduktion på mere end 25 procent i forhold til tidligere år før protestudmeldingerne.