Sun-Air Dornier 328JET (Foto: Oddgeir Tørresdal)

​Sun-Air lader sig ikke kyse

Sun-Air lader sig ikke skræmme af udsigten til konkurrence fra Brussels Airlines på Billund – Bruxelles. Vi har en bedre tidstabel og en række trofaste kunder, påpeger Sun-Air.

Antallet af udbudte sæder mellem Billund og Bruxelles stiger med mere end 240 procent på hverdage, når Brussels Airlines fra slutningen af marts næste år går ind på ruten, som Sun-Air i dag er alene om at betjene.

Sun-Air flyver i dag to gange dagligt på hverdage med 32-personers Dornier 328-jetfly. Det britiske flyselskab vil operere et 78-sæders Dash8-Q400 fly for Brussels Airlines. Det betyder at antallet af udbudte sæder i begge retninger vil stige fra 128 til 312 sæder på hverdage.

Men det er ikke noget, der får Sun-Air til at ryste på hænderne.

”Vi vil ikke ændre noget. Vi ved vi har kunder, der gerne vil flyve med os. Desuden har vi fortsat den mest optimale tidstabel,” påpeger kommerciel direktør i Sun-Air, Kristian Tvergaard, overfor CHECK-IN.dk.

En hel arbejdsdag
På alle hverdage vil der være afgang med Brussels Airlines fra Billund kl. 07.05 samt kl. 11.45 og fra Bruxelles kl. 09.30 samt 20.50.

SUN-AIR flyver også fra Billund om morgenen kl. 07.25 og returnerer fra Bruxelles kl. 09.25.

Men i stedet for at vende næsen mod Bruxelles med det samme, så flyver Sun-Air først tilbage til Bruxelles kl. 17.50 om eftermiddagen og retur til Billund kl. 19.45. Det giver jyske rejsende mulighed for at have en fuld arbejdsdag i Bruxelles.

Kristian Tvergaard peger desuden på, at Sun-Air anvender jetfly, mens Flybe’s Dash8-Q400 er et turbopropfly. Det betyder at Sun-Air er hurtigere om at nå frem og tilbage mellem EU-byen og Lego-byen.

Brussels Airlines vil flyve på ruten to gange dagligt på hverdage og en gang dagligt på lørdage og søndage.

Foto: Oddgeir Tørresdal