237 mio. passagerer forhindres i at flyve

Kapacitetsmæssige udfordringer i lufthavnene vil betyde, at 1,9 mio. flyafgange med 237 mio. passagerer ikke vil kunne finde sted som forventet i 2035.

De europæiske flyselskaber og lufthavne slår nu alarm efter at have læst konklusionerne i en ny rapport, som den europæiske lufttrafiktjeneste EUROCONTROL netop har offentliggjort.

Rapporten, der har titlen “Challenges of Growth“, beskriver netop de udfordringer som den europæiske luftfartsindustri vil møde for at kunne realisere de vækstmål, som industrien og de enkelte flyselskaber har sat.

Trods en et noget svagere vækst i luftfarten end forventet i løbet af de kommende 20 år er der alligevel udsigt til gigantiske flaskehalse, hvilket i givet fald kan få alvorlige følger for den sammenhængende trafik i det kontinentale Europa.

Som følge af manglende luftfartskapacitet forventer man, at 12 procent af de planlagte flyvninger ikke vil kunne gennemføres svarende til 1,9 mio. flyafgange per år med 237 mio. passagerer.

Denne trussel mod den europæiske infrastruktur er ifølge EUROCONTROL opstået på grund af den stigende konkurrence, øgede kapitalomkostninger, manglende politisk opbakning, mangelfuld planlægning sammen med en svigtende tro på mulighederne.

Før finanskrisen i 2008 forventede lufthavnene at øge kapaciteten med 40 procent inden udgangen af 2030, men disse udbygningsmål er nu nedjusteret til blot 17 procent i 2035.

Forsinkelser vil seksdobles
Det er i særdeleshed i Tyrkiet, Storbritannien, Holland, Bulgarien, Ungarn, Tyskland, Polen og Italien, at de største problemer vil opstå. Men kapacitetsproblemerne kan ikke alene isoleres til disse lande, idet der kan forventes en domino-effekt til resten af Europa.

I dag er den gennemsnitlige forsinkelse per flyvning på et minut, men i løbet af 20 år forventes forsinkelsesraten at være oppe på fem til seks minutter per flyvning. Det vil være et faktum, selvom man får større fly og indfører ny teknologi og nye processer.

De voldsomme dommedagsprofetier forventes at koste flyselskaber og lufthavne op imod 40 mia. euro om året i tabte indægter og omkring 5 mia. euro årligt i omkostninger til at absorbere de forventede forsinkelser. Endelig forventer man, at den begrænsede luftfartskapacitet totalt set vil koste Europa omkring 230 mia. euro i 2035 i tabt bruttonationprodukt.

I en fælles erklæring har de respektive direktører for Association of European Airlines (AEA), European Regional Airlines Assocation (ERA) og Airport Councils International Europe (ACI) gået sammen om følgende udtalelse:

EUROCONTROLs seneste tal om lufthavnskapacitet erdybt bekymrende. De bør være af interesse for alle, der værdsætter de uovertrufne tilslutningsmuligheder,´mobilitet og velstand, som lufthavne og flyselskaber, der flyver for dem, bringer til deres lokalsamfund.Budskabet er klart: Europa halter bagefter,“ hedder det i udtalelsen, der samtidig opfordrer til en sammenhængende europæisk politik for luftfartskapacitet.