Kabineansat hos SAS (Foto: Mads Guldager | SAS AB)

44 danske SAS-ruter i juletrafikken

SAS øger trafikprogrammet i jule- og nytårsperioden, og dermed vil der være 129 ruter til salg, hvoraf de 44 udgår fra danske lufthavne. Indenrigsruten til Billund kommer dog ikke i gang.

Som vanligt forventer SAS en stor efterspørgsel i perioden omkring jul og nytår. Derfor har selskabet valgt at genoptage en række ruter, som der ikke har været fløjet på i et stykke tid.

Samlet vil der blive udbudt 129 ruter til 82 destinationer, og heraf er der 44 danske ruter til Skandinavien, Europa og USA.

Først og fremmest vil SAS flyve på alle indenrigsruterne i Norge, Sverige og Danmark fra midten af december til midten af januar, dog med undtagelse af ruten mellem København og Billund. Herudover fortsætter ruterne mellem de skandinaviske hovedstæder samt ruterne til New York, Chicago, San Fransisco, Washington og Shanghai.

Udover at Billund Lufthavn mangler indenrigsruten, så er det heller ikke muligt at flyve til Stockholm, mens ruten til Oslo fastholdes. I Aarhus Lufthavn må man stadig må undvære ruterne til Oslo og Stockholm. Til gengæld kan Aalborg Lufthavn tilbyde flyvninger til Oslo og Scandinavian Mountains Airport i Sälen/Trysil.

Reduceret trafikprogram
SAS oplyser, at trafikprogrammet er noget mindre end jule- og nytårsperioden i et normalt år, og at der kan komme ændringer, hvis der indføres nye rejserestriktioner.

Ruter i Skandinavien
Fra København til Bergen, Gøteborg, Stavanger, Stockholm, Trondheim, Oslo, Sälen/Trysil, Færøerne, Aalborg og Aarhus, til Oslo fra Aalborg og Billund samt skiruten fra Aalborg til Sälen/Trysil.

Fra Danmark til Europa
Fra København til Alicante, Amsterdam, Athen, Berlin, Birmingham, Bruxelles, Bukarest, Düsseldorf, Faro, Frankfurt, Gdansk, Geneve, Hamborg, London, Las Palmas, Málaga, Manchester, Milano, München, Nice, Palanga, Palma de Mallorca, Paris, Pristina, Reykjavik, Rom, Stuttgart, Salzburg, Tallinn, Vilnius, Warszawa og Zürich.

Interkontinentalt
Fra København til Chicago, New York, San Francisco, Washington D.C og Shanghai.

Udover at SAS – i lighed med andre flyselskaber – har øget rengøringen, indført nye boardingruter og har indført krav om mundbind, så lokker flyselskabet også med fleksible muligheder for ombooking af billetter. Der er således gratis ombooking for alle internationale flyvninger op til 72 timer før afgang.

 

Relaterede artikler:

SAS vender tilbage til Kina

SAS genåbner yderligere ruter i juli

SAS genåbner ruter for “nødvendige” rejser