Forpladsen i Billund Lufthavn. (Arkivfoto: Morten Lund Tiirikainen)

70 jyske flyruter til fem millioner passagerer

Seks jyske lufthavne kan tilsammen tilbyde omkring 70 flyruter, hvilket er omkring halvdelen af de 156 flyruter, der er tilgængelige fra Københavns Lufthavn.

Indtil den 29. november 1984 var luftfart i Vestdanmark synonymt med indenrigsruter til Københavns Lufthavn. Her måtte jyderne og fynboerne primært flyve med Cimber Air, Maersk Air eller SAS til Københavns Lufthavn og derfra videre ud i verden, hvis der var tale om udenrigsrejser.

Men for snart 32 år siden brød Maersk Air det årelange SAS-monopol og etablerede den første udenrigsrute fra Billund Lufthavn. Destinationen var Southend Airport, der lå omkring 70 kilometer øst for London, og flytypen var Dash7-100 turbopropfly. Fra 1990 blev der fri konkurrence i europæisk luftfart, og Maersk Air agerede murbrækker ved at etablere ruter med Boeing 737-fly fra Billund til Amsterdam, Bruxelles, London-Gatwick og Stockholm.

Sidenhen har udviklingen taget yderligere fart, og seks jyske lufthavne har i dag op imod 70 ruter opereret af omkring 25 forskellige flyselskaber. Herudover kommer alle charterflyvningerne. Til sammenligning har Københavns Lufthavn i dag 156 ruter, hvilket illustrerer, at de op imod fem mio. årlige passagerer fra de vestdanske lufthavne igennem de senere år har fået væsentligt flere muligheder for at rejse direkte ud i verden eller via trafikknudepunkter, der har et større udbud en Danmarks hovedstadslufthavn.

Trods en stærk markedsvækst siden 2009 er den samlede flytrafik i Vestdanmark i dag mindre end i eksempelvis Gøteborg-Landvetter lufthavnen, hvor 6,2 mio. passagerer sidste år fløj til eller fra. Fra Gøteborg er der omkring 470 kilometer til Stockholm, hvorfor behovet for direkte ruter er større sammenlignet med det jyske marked, hvor afstanden fra Trekantsområdet (Kolding, Vejle, Frederica, red.) er omkring det halve, således at motivationen til at tage bil eller tog til CPH og rejse ud derfra er større.

“Det er svært at anslå den præcise markedsstørrelse i Jylland, da der er mange markedskræfter på spil. Der ville nok være et par milloner flere rejsende om året, hvis der ikke var en fast forbindelse over Storebælt. Vi skal dog ikke opdyrke et nyt marked, da det er der i forvejen. Vi skal bare have nogle flere direkte flyvninger,” siger markedschef Jesper Klausholm fra Billund Lufthavn til CHECK-IN.dk.

Flere helårsruter fra Billund
I Billund Lufthavn har man gennem de seneste to år budt velkommen til flere nye selskaber. De tre Oneworld-selskaber Airberlin, British Airways og Finnair har etableret helårsruter til henholdsvis Berlin, London-Heathrow og Helsinki. Dermed øges antallet af ruter til de store europæiske trafikknudepunkter, så der bliver endnu flere rejsemuligheder at vælge imellem. Fra Billund Lufthavn er der således direkte ruter til 15 af Europas 25 største lufthavne.

“Vi ser en klar tendens til, at vi får mange nye ruter fra Billund, og heldigvis er mange af dem helårsruter, hvilket er en styrkelse af vores samlede produkt. Senest har Norwegian valgt at flyve hele året rundt til Barcelona, og det er helt fantastisk at man kan udvikle en klassisk sæsonrute til at blive en helårsrute. Vi har også fået væsentligt mere trafik i sommerhalvåret, men vi ser også en styrkelse i vintertrafikken,” forklarer Jesper Klausholm.

Langdistanceruter er ikke aktuelt
Med ruter til mange af de vigtige markeder og lufthavne i Europa er Billund Lufthavn og det jyske marked ved at være godt dækket ind. Igennem flere år har der været charterflyvninger til interkontinentale destinationer, så næste skridt må være en langdistancerute fra en af de to største jyske lufthavne.

Men det forbliver et åbent spørgsmål, hvornår den første interkontinentale rute lander i Billund Lufthavn.

“Nye flytyper fra Boeing og Airbus betyder, at man fremover kan flyve længere med mindre fly, hvilket er interessant for de regionale lufthavne. Men fra Billund Lufthavn har vi i dag adgang til 10 store hubs i Europa med mange frekvenser til eksempelvis New York. Det er med til at vanskeliggøre en interkontinental rute til New York. Økonomien i interkontinentale ruter er anderledes end de traditionelle kort- og mellemdistanceruter,” mener markedschefen.

For Billund Lufthavn handler det også om ikke at save den gren over, som man selv sidder på. Hvis en interkontinental rute betyder reduktion i frekvenserne hos et af de store europæiske flyselskaber, der trafikerer lufthavnen, vil det i sidste ende svække tilgængeligheden.

“Vi ønsker ikke at udvikle noget, som kannibaliserer på noget, som vi har i forvejen. Vi vil i stedet for udvikle noget, der er bæredygtigt,” understreger Jesper Klausholm.

Oversigt over jyske flyruter
Nedenstående tabel viser de op imod 70 flyruter fra de jyske lufthavne. Koden (H) markerer, at der er tale om en helårsrute, mens (S) angiver, at der er tale om en sommerrute. Tilsvarende er (V) udtryk for, at der er tale om en vinterrute. I tabellen er ikke medtaget charterflyvninger fra Primera Air og Thomas Cook Airlines, der også sælger flybilletter i løs vægt.

Største og mindste rute har begge hjemsted i Aalborg Lufthavn. Herfra flyver Norwegian otte gange dagligt til København med Boeing 737-800 fly, der har plads til 186 passagerer. Mindste rute opereres af North Flying på vegne af Air Norway, hvor der hver søndag flyves fra Aalborg til Oslo og retur igen om fredagen. Det sker med et fly af typen Fairchild Metro 23 med plads til 19 passagerer.

 

Billund Lufthavn Aalborg Lufthavn Aarhus Lufthavn
Alicante (Norwegian) H Alicante (Norwegian) H Göteborg (Sun-Air) H
Alicante (Ryanair) S Amsterdam (KLM) H København (SAS) H
Amsterdam (KLM) H Barcelona (Vueling) S London-Stansted (Ryanair) H
Barcelona-Girona (Ryanair) S Humberside (Sun-Air) H Oslo (Sun-Air) H
Barcelona El Prat (Norwegian) H Istanbul (Turkish Airlines) S Palma Mallorca (SAS) S
Bergen (Sun-Air) H København (Norwegian) H Stockholm-Arlanda (SAS) H
Berlin (Airberlin) H København (SAS H Stockholm-Bromma (Sun-Air) H
Bornholm (DAT) S København (SAS) H
Bruxelles (Brussels Airlines) H London-LGW (Norwegian) H Karup Lufthavn
Budapest (Ryanair) S Málaga (Norwegian) H København (DAT) H
Bukarest (Wizz Air) 16DEC16 H Oslo (Air Norway) H
Cluj-Napoca (Wizz Air) S Oslo (Sun-Air) S Esbjerg Lufthavn
Düsseldorf (Sun-Air) H Palma Mallorca (Norwegian) S Aberdeen (BMI regional) H
Frankfurt (Lufthansa) H Vágar (Atlantic Airways) S Stavanger (DAT) H
Gazipasa-Alanya (SAS) S
Gdansk (Wizz Air) S Sønderborg Lufthavn
Helsinki (Finnair) H København (Alsie Express) H
Humberside (Sun-Air) H
Istanbul (Turkish Airlines) H
Kalamata (Aegean Airlines) S
København (SAS) H
London City (Sun-Air) H
London-LHR (British Airways) H
London-Stansted (Ryanair) H
Málaga (Ryanair) S
Malta (Ryanair) S
Manchester (Sun-Air) H
Milano-Bergamo (Ryanair) S
München (Sun-Air) H
Oslo (Norwegian) H
Oslo (SAS) H
Oslo (Sun-Air) H
Palma Mallorca (Ryanair) S
Paris-CDG (Air France) H
Pisa (Ryanair) S
Prag (Czech Airlines) H
Reykjavik-Keflavik (Icelandair) S
Reykjavik-Keflavik (WOW air) S
Riga (airBaltic) H
Rom-Ciampino (Ryanair) S
Stavanger (DAT) H
Stockholm-Arlanda (SAS) H
Tuzla (Wizz Air) 31OKT16 H
Vágar (Atlantic Airways) H
Vilnius (Wizz Air) H

 

Kilde: Corporate Travel Denmark (COTRA)

 

Relaterede artikler:

Billund: Plads til flere jyske udenrigsruter

Store forventninger til ny Heathrow-rute

KLM øger fra Aalborg Lufthavn

DAT kan fejre et år i Karup Lufthavn

SAS skaber fremgang i Aarhus Lufthavn