Norwegians koncernchef Bjørn Kjos ringede med klokken på Oslo Børs den 18. december 2013, da man markerede 10 året for noteringen af Norwegian. (Foto: Oslo Børs/PR)

787 millioner til Norwegian-aktionærer

Norwegian præsterede en passagervækst på 24 procent for januar måned, hvilket aktiemarkedet belønnede med en kursstigning på 11,3 procent. Flyselskabet blev trekvart mia. kroner mere værd på én dag.

Vintervejret i Skandinavien og driftsforstyrrelser på langdistanceruterne var nogle af de udfordringer, som Norwegian mødte i løbet af januar måned. Men det afspejler sig ikke særligt tydeligt i lavprisflyselskabet passagertal, der viste endnu en måned med kraftig passagervækst.

Der var således næsten 300.000 flere passagerer i Norwegians fly i årets første måned i forhold til samme måned året før. Fremgangen på 293.246 passagerer svarer til en vækst på 23,7 procent.

Ifølge Norwegian er fremgangen båret af en vækst fra de nye spanske baser samt langdistanceruterne til Nordamerika og Sydøstasien.

Udover passagervæksten var det også positivt for Norwegian at kunne øge belægningsprocenten med 2,6 procentpoint fra 72,2 til 74,8 procent. Flere passagerer i hvert fly er nemlig med til at afbøde virkningen af det markante yield-fald på 17 procent, der dog i stor udstrækning er en følgevirkning af de længere distancer, der flyves.

“Jeg er meget tilfreds med, at vi i en lavsæsonmåned, som januar er, fylder flyene godt selv med en kraftig kapacitetsvækst. At over 1,5 mio. passagerer vælger at flyve med os denne måned viser, at vores lave priser og nye fly med god komfort er vigtig for valg af flyselskab,“ siger administrerende direktør Bjørn Kjos.

Kæmpe børshop
Trafiktallene fra Norwegian var tilsyneladende gode nyheder for aktiemarkedet. Selskabet aktier steg på Oslo Børs fra kurs 198,60 til 221,00, hvilket svarer til en vækst på 11,3 procent.

Dermed blev markedsværdien af det norske lavprisflyselskab øget med 787 (bemærk tallet, red.) mio. norske kroner.

Kursstigningen afspejles også i det faktum, at norske medier på rygtebasis i løbet af torsdagen rapporterede, at de irske luftfartsmyndigheder angiveligt har tilkendegivet, at Norwegian opfylder alle krav for at få godkendt sin ansøgning om irsk driftstilladelse til det nye langdistanceselskab.

Norwegian vil torsdag den 13. februar offentliggøre selskabets regnskab for fjerde kvartal af 2013. Her vil det kunne aflæses, hvor stor effekt yield-faldet har haft på selskabets indtjening samt hvor meget Dreamliner-problemerne har kostet i de sidste måneder af 2013.