Tyrkiske Pegasus Airlines har afgivet en fast ordre på 100 Boeing 737 MAX 10 med option på yderligere 100 fly. Flyet er det største i MAX-serien og forventes certificeret i 2025.
Det er lidt af en opsigtsvækkende ordre, at det tyrkiske lavprisflyselskab Pegasus Airlines har afgivet umiddelbart før jul.
Torsdag kunne selskabet løfte sløret for en bestilling på 100 Boeing 737 MAX 10 med en option på yderligere 100 fly, oplyses der i en pressemeddelelse.
Flyet er det største i MAX-serien og forventes at blive certificeret i første halvdel laf 2025 efter store forsinkelser. Det vil i en standard economy-verison have plads til 230 passagerer.
Med ordren, der er den største i selskabets historie, vil Pegasus Airlines efter planen få leveret de første fly i 2028.
Airbus bliver udfordret
Ordren er en fjer i hatten for Boeing, da Pegasus Airlines i dag primært har Airbus-fly i flåden. Således råder det tyrkiske lavprisflyselskab i dag over 118 fly, hvoraf ni er Boeing 737-800 og resten Airbus A320 og A321.
Gennemsnitsalderen på flyflåden er i øvrigt blot 4,5 år, hvor Boeing-flyene trækker i den forkerte retning, da de i gennemsnit har 10,5 år på bagen.
Fra Pegasus Airlines lyder det blandt andet, at det er et vigtigt skridt i retning af at nå bæredygtighedsmålet for 2050.
“Vi fortsætter med at investere i vores flåde i overensstemmelse med vores vækstmål i Tyrkiet og globalt, og vi udvider vores netværk ved at lancere nye ruter. I øjeblikket vi, med en gennemsnitsalder på 4,5 år, den yngste flåde i Tyrkiet og er blandt de flyselskaber med de yngste flåder i verden,” siger selskabets koncernchef Güliz Öztürk.
Snart 34 år i luften
Pegasus Airlines blev etableret i 1999 af Aer Lingus og Silkar Yatırım ve Insaat Organizasyonu A.S samt Net Holding A.S med blot to fly i flåden. I 2005 blev selskabet købt af Esas Holding, der kontrolleres af den tyrkiske milliardær Sevket Sabanci.
I dag er flyselskabet vokset til at være det niendestørste i Europa med 31,9 millioner passagerer i 2023. Der flyves til 109 internationale destinationer i 53 lande, og i Tyrkiet har selskabet 35 indenrigsdestinationer via trafikknudepunktet i Istanbul Sabiha Gökçen Airport.
Selskabet var i 2023 det 18. største flyselskab i Københavns Lufthavn med 288.582 passagerer.
Relaterede artikler:
Ny rute fra København til Ankara